Danmark bør tilslutte sig EU's indsats mod kvindevold

Nu har Danmark mulighed for at styrke kampen mod kønsbaseret vold. Vi skal lade os inspirere af det kommende EU-direktiv og udarbejde vores egen nationale handleplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. 

Af Maria Søndergaard, Ulla Moth-Lund Christensen og Julie Rosenkilde

I dag den 25. november er det FN-dag til bekæmpelse af vold mod kvinder, og hele verden markerer dagen ved at oplyse bygninger og institutioner i orange lys. At det internationale samfund dedikerer en dag til mænds vold mod kvinder, viser, at det er et globalt anerkendt samfundsproblem. Men 25. november er ikke en dag, vi markerer særlig meget i Danmark, og vi tillægger ikke mænds vold mod kvinder den plads i offentligheden og debatten, som vi burde.

Danmark halter ikke kun bagud på FN-dagen. Det gør vi også, når det kommer til politisk at anerkende volden som et kønnet problem og lave konkrete mål for nedbringelse af vold mod kvinder.

Kønsbaseret vold er for alvor kommet på den europæiske dagsorden efter corona, hvor vold mod kvinder eskalerede, og det blev tydeligt i hele verden, at vold mod kvinder er et globalt problem. Siden har EU-Parlamentet stemt for, at kønsbaseret vold tilføjes listen over kriminel aktivitet på tværs af grænser i EU. Hermed bliver vold mod kvinder en kriminalitetsform på lige fod med f.eks. menneskehandel, cyberkriminalitet og økonomisk svindel, hvor vi også mener, det hører hjemme.

Den 8. december forventes EU-Kommissionen at fremlægge et dokument, der er bindende for medlemslandene ift. at forebygge og bekæmpe kønsbaseret vold. Danmarks situation er særlig pga. retsforbeholdet, men det må ikke forhindre os i at bakke op om direktivet. Danmark skal være med forrest sammen med EU i kampen mod kønsbaseret vold. Særligt nu hvor vi oplever stor modstand mod kvinders rettigheder, både udenfor og indenfor EU. I juli trak Tyrkiet sig ud af Istanbulkonventionen. En konvention, der forpligter landene til at beskytte kvinder mod vold. Ungarn har ikke ratificeret konventionen, og Polen har også meddelt, at de vil trække sig ud af den.

Nu har Danmark mulighed for at styrke kampen mod kønsbaseret vold. Vi skal lade os inspirere af det kommende EU-direktiv og udarbejde vores egen nationale handleplan til bekæmpelse af vold mod kvinder.

Dansk kvindesamfunds Krisecentre og flere af Kvinderådets medlemsorganisationer arbejder hver dag med voldsramte kvinder og børn. Vi ser, hvordan volden er et stort samfundsproblem, der har menneskelige konsekvenser, og at volden er økonomisk omkostningsfuld for samfundet. En rapport fra The European Institute for Gender Equality har estimeret, at kønbaseret vold årligt på tværs af EU-landene koster 366 mia. euro. Derfor kan det både ud fra et humanistisk og økonomisk perspektiv betale sig at gå forrest.

Volden er ikke et problem, der løser sig selv, og der er behov for at tænke nyt. Lad os ikke være dem der står tilbage.

Artiklen er bragt i Politiken 25. november 2021.

 
Forrige
Forrige

Voldsramte børn bliver glemt af kommunen: "Viden om vold er blevet underprioriteret alt for længe"

Næste
Næste

Vold mod kvinder er også et problem for mænd