Særligt for børn
Vold i familien påvirker børns mentale og fysiske udvikling. Det gælder både når volden rammer dem selv direkte, og når den er rettet mod deres mor eller søskende. De børn, der har overværet vold mod deres mor, er ikke blot vidner til vold, men altid selv voldsofre. De forholder sig aktivt til volden og handler strategisk derefter. Derfor mener vi, at børnene altid er en del af volden. Det overses desværre alt for ofte.
Voldsramte børn lever i en virkelighed, som er uforudsigelig, og som hver dag fylder dem med angst og et forhøjet alarmberedskab. De er ofte alene med deres følelser og viden om, hvad der sker i deres familie. Børnene holder på hemmeligheder om den vold, der er begået mod dem selv, deres mor eller søskende. De skal hele tiden aflæse og navigere efter stemninger i hjemmet for at forhindre flere voldsepisoder samtidig med, at de forsøger at vise et glad ansigt udadtil for at skjule volden.
Det gør, at voldsramte børn er på overarbejde. Det belaster deres udvikling og overskud til at lege, lære, og skabe gode sunde relationer.
På vores krisecentre har vi en specialiseret voldsfaglig indsats for de børn, der tager ophold her med deres mor.
Vold påvirker børn
Børn er afhængige af omsorg fra deres nærmeste voksne. Når en forælder eller et familiemedlem er voldelig, sætter det barnet i en meget svær situation, hvor de ikke kan komme fysisk væk fra volden, søge trøst eller få hjælp fra nære omsorgspersoner.
Når volden udøves af en voksen, der burde passe på dem, bliver hjemmet et utrygt sted. For børn har det mentale, følelsesmæssige og sociale konsekvenser, at vokse op og udvikle sig i et utrygt og skadeligt miljø.
Undersøgelser viser, at børn der vokser op i hjem med vold, har lavere selvværd, sværere ved at knytte venskaber og koncentrere sig i skolen, og at konsekvenserne potentielt kan forfølge dem langt ind i livet.
Børnenes vej ud af volden
Når børn kommer væk fra volden, måske på et krisecenter, får de det gradvist bedre. Mange reaktioner på volden aftager, når volden stopper, og barnet får den rette hjælp og støtte.
Når børn kommer på afstand af volden, får de mulighed for at bruge deres energi på at udvikle sig, fremfor at bruge den på at bekæmpe og lægge strategier for, hvordan de undgår volden.
På vores krisecenter hjælper vi børnene med at bearbejde den vold, de har været udsat for og været vidne til, så de kan være børn igen.
Se hvordan du kan støtte børnene på vores krisecentre her.
Kend tegnene
Børn reagerer forskelligt på at være udsat for vold. Generelt vil et barn, der udsættes for vold, ændre adfærd og udvise tegn på mistrivsel eller tilpasse sig mere end det plejer.
Som mor kender du dit barn bedst, og vores erfaring siger os, at du er den, der er mest opmærksom på forandringer hos dit barn. Listen er kun eksempler på tegn, og dit barns reaktioner kan vise sig på en lang række måder.
-
Barnet spiser mindre
Barnet sover dårligere
Barnet trækker sig socialt og er mere indelukket
Barnet er meget ked af det og trist
Barnet har seperationsangst
Barnet reagerer med meget stor frustration eller vrede
-
Barnet har koncentrations- og indlæringsvanskeligheder
Barnet har svært ved at håndtere sine følelser
Barnet har ondt i maven eller hovedet
Barnet er overtilpasset (er for pligtopfyldende og udviser for stor ansvarsfølelse)
Barnet farer sammen ved pludselige bevægelser og lyde
Barnet overreager på almindelige krav, grænser, stemninger og uoverensstemmelser
Historie fra krisecentrene
Børnene skal have en oplevelse af, at de kan mestre deres egen situation
Sara er børnekontaktperson på krisecentret i København. I dag er der åben dør i børnerummet, og tre børn mellem syv og elleve år er mødt op her til formiddag.
Mange af de børn, der bor hos os, har behov for at have et rum, hvor de kan trække sig lidt. Et rum, hvor de kan lade paraderne falde, sænke skuldrene og fordybe sig.
Børn er i høj risiko for at påtage sig skylden for volden i hjemmet, og de føler en stor skam over, at den overhovedet finder sted. Børnenes selvværd og selvtillid kan være alvorligt svækket af volden, og det får konsekvenser for deres relationer til jævnaldrende og til deres præstationer fx i skolen. De oplever også ofte fysiske reaktioner som ondt i maven eller hovedet.
Når børn oplever noget, de finder uretfærdigt – fx volden -, yder de modstand. De løber væk, gemmer sig, bliver stille, beskytter søskende eller mor, græder, råber, forhandler, osv. Vi prøver derfor at italesætte børnenes historier om værdighed, modstand og sikkerhed i børnehøjde.
Børnene sidder med Sara og snakker om følelseskortene. De trækker hver især nogle kort, og snakker om de følelser kortene repræsenterer. Aisha trækker et kort, der repræsenterer følelsen af at være vred. På kortet er en maske med vrede øjne, røde kinder og med røg ud af ørerne afbilledet. ”Den ser vild og sur ud”, siger Aisha. Kortet får Aisha til at tænke på sin far, og hvordan han råber og kritiserer derhjemme. Det er efterhånden et stykke tid siden, Aisha har set sin far. Hans vold er årsagen til, hun er på krisecenter med sin mor og lillebror.
Leg, spil og aktiviteter fører altid noget med sig. Noget om volden. Noget om, hvad børnene har været udsat for. For mange drejer det sig om, hvad far har gjort mod mor, en selv eller ens søskende. Så overskud og tålmodighed er helt central i vores møde med børnene. Og det foregår altid i børnehøjde.
Afbildningerne på følelseskortene repræsenterer et hav af følelser, og det er ikke altid, at kortene fører til samtaler om vold. Men de fører næsten altid til en snak om, hvordan særlige situationer påvirker én, og hvilke følelser man oplever.
Samuel tager et flot kort med en sol, der skinner ned i en vandpyt. ”Hvad tror du, det her kort fortæller?” spørger Sara. Samuel trækker på skuldrene. ”Efter regn, kommer solskin,” siger hun så. Sara forklarer, hvad talemåden betyder. ”Nårh, det kender jeg godt,” siger Samuel, ”Det er ligesom, da vi tabte stort i en fodboldkamp i skolen. Men det var alligevel skægt bagefter.”
Børn glider ind og ud af deres oplevelser, og deres oplevelser af volden er meget subjektive. Fælles for mange børn er dog, at de befinder sig i en konstant følelse af alarmberedskab, hvor volden påvirker deres liv og hverdag på alle måder. Vi prøver at give børnene overskud, bl.a. ved at italesætte forskellige følelser, så de på den måde kan finde ro, men også så de ikke føler sig alene.
Dagmar trækker et kort. Det er en delfin i et blåt roligt hav og en glad gul sol. ”Det er helt drømmeagtigt. Der vil jeg gerne hen.” Aisha nikker genkendende.
