Er det vold?

Lene og Jens havde været kærester et års tid, inden de blev gift. Jens var en flot mand, og han var charmerende. Han var lidt kæk, og havde også sagt til Lene i starten, at hun skulle holde ham i ørerne, for han kunne godt lide at bestemme. I løbet af de første år af deres ægteskab, blev det klart for Lene, at der ikke bare var tale om kække bemærkninger. Inden hun så sig om, havde Jens isoleret hende fra venner og familie. Herefter blev det slemt.

Intet Lene gjorde, var godt nok

Jens’ charmerende træk, som hun var faldet for i begyndelsen, blev til en sygelig besættelse af alt, hvad Lene foretog sig. Og det udviklede sig til en høj grad af kontrol over Lenes adfærd, der aldrig var god nok i hans øjne. Hun var ynkelig og i Jens’ øjne en stakkel, der havde brug for hjælp til alt.

Jens havde sit eget tømmerfirma. Hans drøm var egentlig at blive snedker, og han gik meget op i det fælles hjem. At der altid skulle være pænt og ryddeligt. Og det blev håndhævet over for Lene:

“Han ville ikke have en opvaskemaskine. ”I det her hus, vasker vi op i hånden,” dikterede han. Med vi mente han mig. Jeg lærte dog meget hurtigt, at jeg ikke bare skulle vaske op i hånden. Det skulle gøres på en helt bestemt måde ellers var jeg med hans ord uduelig. Når jeg havde gjort rent, blev huset gennemgået minutiøst. Og havde jeg overset én nullermand, var der ingen grænser for, hvor uduelig en kvinde, jeg var. ”Du kan heller aldrig finde ud af noget,” sagde han ofte til mig. Med tiden begyndte jeg at tro på det.”

Særligt det med hjemmet var svært, da børnene var små. Jens kunne ikke klare, når børnene rodede eller spildte. Lene husker et eksempel på, at deres yngste havde efterladt en våd ring fra koppen på Jens’ nylavede plankebord. Han råbte og skreg, hvilket skræmte børnene. 

Det var først efter de fik børn sammen, at Lene for alvor begyndte at frygte, hvad Jens kunne finde på. Der var tre små liv på spil. Derfor gjorde hun også alt for hele tiden at beskytte børnene fra Jens’ utryghedsskabende adfærd og regimeagtige måde, at være far på.

Børnenes adfærd blev også styret ned til mindste detalje. De måtte ikke sidde på sofaen med jeans på. Alle i huset skulle gå i seng klokken 21.30 og stå op klokken 7. Kondensvand skulle tørres af vinduer, som det første om morgenen. Jens vidste jo noget om bygninger, måtte de forstå.

Jens ville bestemme alt - hvordan Lene skulle være mor, hvordan hun skulle gøre rent og lave mad, hvordan hun skulle se ud for hans fornøjelse og hvad hun måtte sige eller gøre. Hun frygtede ham og blev nødt til at indordne sig hans dagsorden. Uanset hvad Lene foreslog, sagde Jens, at hun var latterlig, dum og ”pjattet.” 

Den seksuelle vold kom først senere i deres ægteskab. Første gang var efter Lene havde været ved frisøren. Hun var ret begejstret for sin nye korte frisure, som hun stolt kom hjem og viste frem til Jens. Stemningen vendte hurtigt. Hun havde overtrådt hans reglementer. Hun havde ændret sit udseende, uden at rådføre sig hos ham. Og han var ikke tilfreds. Med hverken hendes opførsel eller hendes nye hår. ”Hvordan kunne du gøre det? Kæft hvor er du grim!” råbte han. Den aften voldtog han Lene. Lene prøvede at være stille, så godt hun kunne. For at børnene ikke skulle høre noget. Jens sagde næste dag, at han havde ret til hendes krop, når han ville. Men for Lene, var det helt tydeligt en straf. Hun havde ledt Jens til at føle, at han havde mistet en smule kontrol over hende. Og dette var hans måde, at få den tilbage på. Og det var ikke sidste gang.

Selvom Lene og Jens’ børn for længst var flyttet hjemmefra, forsøgte Jens stadig at kontrollere dem. Lene syntes, det var flovt. Hun skammede sig, særligt over for børnenes kærester. Hun overhørte engang sønnens kæreste sige, at det ikke var normalt, hvad der foregik i huset. 

“Et år til jul, da vores søn og svigerdatter besøgte os med vores barnebarn, hørte jeg en lyd i stuen omkring midnat. Da jeg kom derind, så jeg dem begge ligge på knæ på gulvet med en klud. Vores søn havde paniske øjne. De havde åbenbart siddet og hygget sig, og var kommet til at spilde et glas rødvin. Min svigerdatter så frygtelig skræmt ud, da jeg trådte ind i stuen. Hun må have troet, jeg var Jens. Jeg blev bange i øjeblikket. Sagde, de skulle være stille. Og der måtte for guds skyld ikke kunne ses noget på det afhøvlede trægulv. Jens måtte aldrig vide noget om det her. Han ville blive rasende.”

Og nej, det var ikke normalt. Det vidste Lene godt. Men hun var bange for, hvad Jens kunne finde på, hvis hun forlod ham. Han havde truet hende før, tidligt i deres ægteskab, hvor hun havde sagt, hun ikke ville finde sig i det. Men hun blev. For at beskytte sig selv. Beskytte børnene. 

Sabrina og Jonas fandt hinanden på en datingapp. Da de begyndte at ses, blev hun overdynget med kærlighed. Det var overvældende til tider, men hun følte sig også elsket og set på en måde, hun ikke havde oplevet før. Hun tænkte, at noget så intenst måtte være noget ganske særligt. Forholdet udviklede sig hurtigt, og efter kort tid flyttede Jonas ind. Det var her, hun for alvor begyndte at mærke den kontrol, han bragte ind i hendes liv.

"Han var overalt hele tiden"

De mange søde beskeder Jonas sendte i starten blev hurtigt erstattet af krav om, at hun skulle droppe sine aftaler for at være sammen med ham. Han ville hele tiden vide, hvad hun lavede, og hvem hun snakkede med. Selvom hun egentlig synes, det var lidt for meget, svarede hun ham for det meste bare. Men hendes ord var snart ikke nok. Han begyndte at kigge i hendes telefon. Senere satte han også deres telefoner op til familiedeling, så han, hvis han ikke kunne komme i kontakt med hende, kunne se hvor hun befandt sig via telefonen.

Sabrina blev mere og mere isoleret og ensom. Jonas blev hovedpersonen i hendes liv. ”Han var overalt hele tiden, og han havde en mening om alt. Når jeg kom hjem fra arbejde, blev jeg tit mødt med alle mulige spørgsmål og anklager. Han havde fulgt med i, hvor jeg havde været, og når jeg kom hjem, krydsforhørte han mig ofte om, hvorfor jeg havde taget den ene eller anden rute hjem, eller hvorfor jeg havde stoppet et bestemt sted på vejen.”

Jonas isolerede langsomt Sabrina fra hendes venskaber. Jonas mente ikke, de var sunde for hende. Han mente derimod, at han var den eneste der behandlede hende ordentligt, og som fortjente hendes opmærksomhed. Sabrina savnede sine veninder, og tog derfor en aften til en venindes fødselsdagsfest. Under hele festen blev hun kimet ned af ham. Når hun tog telefonen, kaldte han hende for opmærksomhedskrævende og anklagede hende for utroskab og for at være en løgner. Hun endte med at tage tidligt hjem, så opkaldene kunne få en ende, og Jonas kunne falde til ro.

Efter den aften begyndte Jonas at kræve, at Sabrina skulle bevise sin kærlighed til ham ved at sende frække billeder og videoer af sig selv. Hun følte sig presset til at gøre det. Løbende blev billederne et middel til at afpresse hende til at sende mere. Forsøgte hun at sige fra, truede han med at videredele billederne og videoerne med resten af verdenen.

Sabrina frygtede at andre ville komme til at se billederne og videoerne. Hun var også bange for konfrontationerne, og hvad han kunne finde på at gøre for at bevare sin magt over hende. Når hun var hos ham, vidste hun, hvor hun havde ham. Hvis hun ikke var hos ham, vidste hun ikke, hvad han kunne finde på.

Jonas fik igennem lang tid overbevist Sabrina om, at der ikke var nogle derude, som ville behandle hende bedre end ham. Hun følte, at Jonas var den eneste, hun havde tilbage. Det havde han sørget for.