Hvad gør vi?

På Folkemødet 2023 afholdt vi en paneldebat om behovet for udøverbehandling i indsatsen for at stoppe vold mod kvinder og børn.

På krisecentrene arbejder vi hver dag for at stoppe vold mod kvinder og børn, men oplever at vi som samfund ikke lykkes med at nedbringe volden. Derfor faciliterede vi en debat om udøverbehandling.

Til debatten diskuterede panelet vigtigheden af udøverbehandling, og hvordan vi udvikler effektive behandlinger, der stopper volden og skaber sikkerhed for kvinder og børn.

Panelet bestod af Lisbeth Jessen (programchef i 'En barndom uden vold i familien' under Ole Kirk’s Fond), Astrid Carøe (ligestillingsordfører for SF), Ditte Brorson (psykolog hos Lev Uden Vold, selvstændig og medstifter af Institut mod vold) Ditlev Tamm (professor em. i retshistorie og debattør) og Maria Søndergaard (direktør, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre).

Antallet af kvindelige ofre for partnervold har ligget stabilt de seneste 20 år. De politiske indsatser på partnervoldsområdet, heriblandt en række handlingsplaner, har ikke formået at knække kurven og nedbringe volden. Det kalder på, at vi i langt højere grad retter fokus mod udøveren. Hvis vi vil volden til livs, må vi gå til dens kilde.

Udvalgte citater fra debatten:

”Det er et simpelt regnestykke, hvis man stiller spørgsmålet: Hvorfor bliver kvinder og børn udsat for vold i hjemmet? Det gør de, fordi der er én, der bruger vold mod dem. Hvis vi gerne vil nedsætte omfanget af kvinder og børn, der bliver udsat for vold i hjemmet, så bliver vi nødt til at have færre mennesker, der udøver vold” - psykolog, Ditte Brorson.

”Hvis vi gerne vil gøre mere, skal vi tilbage til årsagerne til vold. Vi skal arbejde mere systemisk sammen på tværs af myndigheder og lave nogle langt bedre opsporingssystemer tidligere (…) Vi ved, at børnene i de her familier får nogle rigtig svære voksenliv, hvor de har mange traumer med i rygsækken, og en risikofaktor for selv at udøve vold i deres voksenliv” – programchef, Lisbeth Jessen.

”Der er simpelthen ikke de tilbud, der skal til. Det eneste lovsikrede tilbud er, at kvinder kan komme på krisecenter. Det er en opfattelse lovgivningsmæssigt, at nu flytter vi kvinde og barn et sikkert sted hen, og så har vi løst problemet. Men det er langt fra tilfældet, fordi volden fortsætter ofte, bl.a. via fælles børn. Vi taler heller ikke om volden eller dem, der udøver den, hvilket er en af grundene til, at vi ikke har brudt statistikkerne” – direktør, Maria Søndergaard.

”Det kan godt være, man hjælper et offer ud af en voldelig relation, men hvis udøveren fortsætter med at udøve vold i nye parforhold eller mod fælles børn, så har vi jo ikke stoppet volden (…) Det vigtigste for mig er, at [udøverbehandling] er et landsdækkende tilbud, som fungerer godt, som har gode resultater, og hvor der ikke er så lange ventelister” – Astrid Carøe, SF.

“Det interessante er den forebyggende behandling - at få fat i dem, som udøver vold - og se, hvad vi kan gøre. […] Her skal juristerne være med til at sætte rammerne for, hvor vidt man kan gå for at stoppe volden. […] Dommerne i vores retssystem er ikke uddannet til rigtigt at tage stilling til sådanne spørgsmål om vold, og det er for sent, når det når dertil, for volden er allerede sket” - professor em., Ditlev Tamm.

I anledningen af FNs Internationale Dag til Bekæmpelse af Vold mod Kvinder (25. november) inviterede Dansk Kvindesamfunds Krisecentre til konference på Christiansborg om behandling af voldsudøvere og vigtigheden af et kønnet perspektiv på partnervold.

Udøverbehandling er et relativt nyt område i Danmark. Fokus har i de hidtidige tilbud ofte været på de psykologiske sammenhænge og årsager til, at man har udøvet vold. Men forskellige mænd kræver forskellige tilgange - “one size does not fit all” (ass. direktør, Per Isdal).

Vi mener, at man i udøverbehandling bør anse vold som en kønnet ligestillingsproblematik. Det kræver et fokus på køn, magt og kontrol, samt at indsatsen rettes mod voldshandlingerne, hvem der har ansvaret for volden (udøveren) og de konsekvenser, volden medfører for de(n) udsatte.

Men hvilke forståelser, metoder og principper skal udøverbehandlingstilbud bygge på? Og hvordan sikrer vi, at behandling ikke sker på bekostning af kvinder og børns sikkerhed? Det er nogle af de problematikker, vi kom igennem på dagen.

På konferencen deltog Per Isdal, ass. direktør for Alternativ til Vold og Kenneth Reinicke, mandeforsker og lektor ved RUC. Hver især kom de med oplæg om, hvorfor udøverbehandling er et vigtigt skridt i at forebygge og stoppe vold mod kvinder. Begge deltog efterfølgende i paneldebatten, hvor også Astrid Carøe, ligestillingsordfører for SF, og direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Maria Søndergaard, deltog.

Udvalgte citater fra dagen

”For at stoppe volden, må vi gå direkte til voldens kilde – manden! Vold er en magtudøvelse, der hænger sammen med en patriarkalsk kultur. Mænd tager magt og kontrol over deres partner. Alternativ til vold (ATV) tager derfor et kønnet perspektiv med afsæt i den historiske undertrykkelse af kvinder” – ass. direktør, Per Isdal.

”Der er brug for individuelle, kulturelle og institutionelle forandringer. Det kan virke grænseoverskridende for mænd at indrømme, at selvom de ikke udøver vold, har de måske et ansvar for den kultur, hvori det opstår” – forsker og lektor, Kenneth Reinicke.

”Kvinder er mere udsatte end mænd, og det kønnede perspektiv er derfor enormt vigtigt. Kvindedrab er det største enkeltstående drabstype. Kvinder slås ihjel, fordi de er kvinder. Derfor er problematikken kønnet, og det skal vi holde fast i” – Astrid Carøe, SF.

”Volden er årsag til de største sundhedsmæssige, sociale og andre livsstilsmæssige problemer i familien. Men det er alene voldsudøveren, der kan stoppe volden. Det er ikke offerets ansvar” – direktør, Maria Søndergaard.

På Folkemødet 2022 afholdte vi debatten, “Vidnesbyrd fra en voldelig virkelighed.”

Her læste Astrid Carøe, ligestillingordfører (SF), Eva Kjer Hansen, fhv. ligestillingsminister (V), og Henriette Søvind, tidl. folketingskandidat (K) en række vidnesbyrd fra voldsramte kvinder højt, og talte om, hvad en national handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder bør fokusere på.

Fysisk partnervold har været kriminelt i årevis. De seneste par år er lovgivningen skærpet yderligere, og både psykisk vold og stalking er nu også indskrevet i straffeloven. I dag er partnervold således mere uacceptabelt i samfundet end nogensinde før. Men alligevel er det mere tabubelagt. Hvorfor?

I takt med at vores samfund er blevet mere ligestillet, peger forskning på, at det samtidig er blevet mere skamfuldt at være udsat for partnervold. Det betyder, at man som offer ikke alene skal leve med volden men også med den skam, der medfører, at man ikke kan tale højt om den.

“I perioder glemmer jeg, hvad jeg har været udsat for, eller min hukommelse snyder mig til at tro at det er en anden kvinde, eller en fiktiv person og ikke mig selv, der er voldsoffer. Måske er det overlevelsens mekanisme. Eller det er stolthed. En usympatisk stolthed, fordi jeg ikke vil sammenlignes med de sølle og svage kvinder nederst i samfundet. Dem, som de fleste ser for sig, når der tales om voldsramte kvinder. Med min historie vil jeg gerne vise, at vold foregår i alle samfundslag” - uddrag fra Henriette Søvinds personlige beretning.

Hvordan kan myndighedernes hjælp til voldsudsatte forbedres, set fra krisecentrenes voldsfaglige perspektiv?

Det spørgsmål blev diskuteret til vores konference på Christiansborg 7. marts 2022, hvor Dansk Kvindesamfunds Krisecentre lancerede undersøgelsen, “En helhedsorienteres indsats? Krisecentermedarbejderes perspektiv på myndighedernes indsats på partnervoldsområde.”

Undersøgelsen viser, at myndighedernes indsats på partnervoldsområdet er meget uensartet fra sag til sag, og at myndighederne mangler viden om vold.

Rapportens anbefalinger blev fremlagt og efterfølgende diskuteret af et panel bestående af fagpersoner og politikere.

Maria Søndergaard bød velkommen til konferencen. Hun er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at hjælpe ofre for partnervold. Hun fremhæver tre hovedpointer:

”Rapporten viser, at der grundlæggende er behov for større viden hos myndighederne om særligt psykisk vold. Der skal være et skarpere børnefokus og opmærksomhed på at undersøge både mor og far i familier, hvor der er mistanke om vold, ud fra et princip om at beskytte barnet. Tal fra Familieretshuset viser, at der i under 1 procent af §7 sagerne, som er sager med vold i familien, foretages børnesagkyndige undersøgelser. Og endelig er der behov for større gennemsigtighed i ansvarsfordeling, retningslinjer og kompetencer blandt de mange myndigheder og centre, som arbejder med at hjælpe voldsramte.”

Marianne Rasmussen, leder af Børnetelefonen hos Børns Vilkår, var en af paneldeltagerne til den efterfølgende debat. Hun hæftede sig også ved manglen på fagspecifik viden om psykisk vold, og hvad det betyder for børnene:

”Vi taler med mange børn døgnet rundt, og et stigende antal samtaler omhandler psykisk vold. Det påvirker børnene rigtig meget, det er jo psykisk terror. Børnene er bange for selv at blive udsat, de er bange for at mor bliver skadet. Og de er bange for at melde far.”

Du kan læse undersøgelsen her.

25. november 2021 inviterede vi sammen med Nyt Europa og Kvinderådet til debat og kunstudstilling af Red Min Søster i anledning af den internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.

Vi satte fokus på digital, psykisk og fysisk vold, menneskehandel, EUs handleplan samt på de muligheder, der ligger i EU og i internationale konventioner mod vold mod kvinder.

Vold mod kvinder er et samfundsproblem, som kræver handling, viden og vilje til at sætte fokus på problemet og finde løsninger for, hvordan vi kan bekæmpe det.

Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og flere af Kvinderådets medlemsorganisationer arbejder hver dag med voldsramte kvinder og børn. Vi oplever, hvordan volden er et stort samfundsproblem, der har store menneskelige konsekvenser. Men volden har også store økonomiske omkostninger for vores samfund. The European Institute for Gender Equality (EIGE) estimerer, at kønsbaseret vold på tværs af EU-landene koster €366 mia. årligt. Derfor kan det både ud fra et humanistisk og økonomisk perspektiv betale sig at gå forrest og skabe bæredygtige løsninger.

I anledning af dagen havde direktør, Maria Søndergaard, sammen med Ulla Moth-Lund Christensen og Julie Rosenkilde et debatindlæg i Politiken. Læs det her.