Hverdagen hos os
Det er en særlig tid at bo på krisecenter. Selvom mange er under et stort pres, når de bor her, sikrer vi en god hverdag og et velfungerende fællesskab i vores to huse. Personalet er specialiseret i at hjælpe voldsudsatte kvinder og børn. De står klar til at hjælpe døgnet rundt.
Hvad kan du forvente?
Vi hjælper dig med at indrette en hverdag, der bedst muligt imødekommer dine og dine eventuelle børns behov.
Når du ankommer på krisecenteret, får du dit eget værelse, og får adgang til fælles stue, køkken, badeværelse og andre fællesarealer.
Du får en kontaktperson, som hjælper dig i dit forløb. Læs mere her.
Har du børn med, har vi et særligt børnetilbud. Læs mere her.
“På krisecentret oplevede jeg forståelse for den vold, jeg blev udsat for. Det var en meget tryg oplevelse at være på krisecenter. Alle medarbejderne var meget hjælpsomme. Der var en gensidig respekt og forståelse blandt os kvinder, og vi kom alle fra forskellige kulturer og baggrunde.”
— Beboer på Dansk Kvindesamfunds Krisecentre
Et trygt fælleskab
På vores to krisecentre har vi fællesarealer, hvor du kan opholde dig og være sammen med andre. Vi skaber rammerne for et fællesskab, du kan være en del af.
Selvom du ikke selv har valgt fællesskabet ender krisecenteropholdet for mange med at være en positiv oplevelse med mange goder minder og nye relationer. Det er givende, at spejle sig i andre, der kender til den situation, man er i, og tale med fagpersonale, der forstår, hvad det kræver, at bryde med vold. Det forventes at alle bidrager til et sundt fællesskab med plads til forskelligheder.
Der er forskellige mere eller mindre fastlagte aktiviteter. Hver uge er der fx beboermøder, som du skal deltage i. Vi holder også fællesspisning ind i mellem og andre sociale arrangementer.
I fællesstuerne kan du være sammen med andre beboere og snakke om løst os fast. For eksempel har vi Hjerterummet på krisecenteret København, hvor du kan kigge forbi til en uformel snak eller lave kreative ting. Døren ind til Hjerterummet er åben døgnet rundt, og der er altid te på kanden.
Weekend-hygge, natur og udflugter
I weekenderne gør vi noget ud af samværet. Nogle gange spiser vi brunch sammen, og om aftenen ser vi fx film, spiser popcorn eller spiller spil.
Vi tager jævnligt på fælles ture ud af huset. Nogle gange går turen til biografen, Tivoli eller Zoologisk have. Er vejret særligt godt, kan vi også finde på at tage en tur på stranden eller spise frokost i parken.