Vores samarbejder

Vi står stærkere, når vi står sammen. Derfor indgår vi i netværk, samarbejder og alliancer med relevante aktører for at skabe nødvendige og varige forandringer og sætte fokus på vold mod kvinder og børn. 

Vi er en del af Landsorganisationen for Kvindekrisecentre (LOKK) samt andre faglige netværk, der beskæftiger sig med kønsbaseret vold. Vi er også repræsenteret i Det Nationale Voldsobservatorium, hvor vi udveksler erfaringer, indsamler viden og i fællesskab råber politikerne op. 

Vi mødes ofte med vores samarbejdspartnere, politikere og andre interessenter. Vi tager ud som oplægsholdere, deltager i paneldebatter og holder os opdateret ved at deltage i konferencer, mv. 

Kampagne: #forholddigtilvold

Kan du forholde dig til vold?

At være udsat for partnervold er blevet mere skamfuldt hen over de seneste år. Det er et komplekst problem, der hænger sammen med, at vi er blevet mere ligestillede i samfundet. Den øgede ligestilling burde dog også have medført, at omfanget af kønnet vold er nedadgående, og at kvinder har fået nemmere ved at bryde med en voldelig relation. Men det er ikke tilfældet.

Faktisk så har over halvdelen af os har personligt kendskab til partnervold (enten har vi selv oplevet det, eller også kender nogen vi, der har). Men kun hver tredje voksne, der vidner vold, handler på den viden.

Derfor udfordrede vi i efteråret 2022 en række kendte ansigter og politikere til at italesætte vold i hjemmet. Enten med en personlig anekdote eller ved at italesætte det store problem, som volden er. Deltagerne optog en video på 1 minut, hvor de beskriver deres oplevelser med enten selv at have været udsat for vold af en nær relation, eller om at være pårørende til en, der har. Og ikke mindst, fortælle, hvordan deres pårørende, eller dem selv som pårørende, forholdt sig til volden.  

Vi skal aftabuisere volden, sætte fokus på pårørendes rolle og fjerne den skyld og skam volden ofte medfører for ofrene

Vi skal lære at forholde os til, når vi har viden om vold i nære relationer. Vi skal forstå de mekanismer, der bl.a. opretholder volden. Hvis vi bedre forstår, fjerner vi skylden og skammen fra voldsofre. 

Vi har brug for at tale højt om vold i familier, specielt fordi folk nogle gange får den opfattelse, at det ikke er noget, der sker særlig meget af, fordi det er skamfuldt for os, der har været udsat for det, så vi snakker ikke højt om det” – komiker, Michael Schøt. 

Ved at italesætte vold i nære relationer, er vi med til at aftabuisere det. Lad ikke voldsofre stå alene. Vi skal turde tale om volden, og vi skal handle på den. Vi har alle et ansvar!

Kampagne:
Women’s Day t-shirt

moshi moshi mind & Dansk Kvindesamfunds Krisecentre

Women’s Day t-shirt symboliserer kvinder og børns ret til et liv uden vold

I anledning af kvindernes internationale kampdag d. 8. marts 2024 har moshi moshi mind designet en t-shirt med et smukt kvindetegn for at støtte op om Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.⁠

Med kampagnen står vi sammen om en fælles sag: Kampen mod vold mod kvinder og børn. Det betyder meget, at vi taler åbent om vold mod kvinder, for det bidrager til at nedbryde tabuer - direktør, Maria Søndergaard.

T-shirten symboliserer kvinders rettigheder og viser solidaritet med de kvinder, der befinder sig i en svær livssituation på krisecenter.⁠

moshi moshi mind fortæller selv om idéen bag samarbejdet:

Som kvindeejet brand, er vi, og har altid været, meget optagede af kvinder og kvindeliv. Desværre for nogle kvinder, indebærer kvindelivet ikke blot en hektisk hverdag med at få enderne til hænge sammen, men om et liv i utryghed og fare, om ensomhed og overlevelse. Derfor er krisecentrenes arbejde fuldstændigt uundværligt, og det vil vi gerne være med til at gøre opmærksom på.  ⁠

Ved køb af t-shirten går 50 kr. ubeskåret til Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Køb t-shirten her.

Et stort tak til alle, der har deltaget i t-shirt kampagnen på sociale medier. Og tak til alle, der har købt t-shirten og dermed støttet Dansk Kvindesamfunds Krisecentres arbejde for kvinder og børns ret til et liv uden vold.

Ambulant rådgivning:
‘Sig det til nogen’

  • Dansk Kvindesamfunds Krisecentre har indgået et 3-årigt samarbejde med Frederiksberg Kommune om at hjælpe kvinder og pårørende til kvinder, der lever med psykisk vold, fysisk vold eller andre former for vold i nære relationer.

    Samarbejdet mellem Frederiksberg Kommune og Dansk Kvindesamfunds Krisecentre betyder, at kvinder, der er bosat på Frederiksberg, vil kunne få hurtigere adgang til ambulant indsats. Har man først taget det store skridt at bede om hjælp til bryde med en voldelig partner, skal man gribes.

    ”Det har stor betydning, at flere voldsramte kvinder nu sikres målrettet hjælp så de kan leve et mere frit, selvstændigt og trygt liv. I takt med at der er kommet større samfundsmæssigt fokus på partnervold- og drab, er der et stigende behov for ambulante indsatser. Derfor har vi indgået dette samarbejde med Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, så vi kan hjælpe flere voldsudsatte kvinder og deres børn. Alle har ret til et liv uden vold, og det er samarbejder som dette med til at cementere" siger Mette Bang Larsen, formand for Socialudvalget i Frederiksberg Kommune.

    Dansk Kvindesamfunds Krisecentre indgår i ’Sig det til nogen’ frem til 2027 med støtte fra Frederiksberg Kommune. 

  • Det ambulante tilbud ’Sig det til nogen’ er i dag et partnerskab mellem 7 krisecentre i Danmark, nemlig krisecentrene Ringsted, Randers, Kolding og Holstebro samt Kvindehjemmet, Danner og Dansk Kvindesamfunds Krisecentre i København. Danner er koordinerende tovholder og programejer i partnerskabet.

    Tilbuddet er for kvinder, der er udsat for partnervold, men ikke er så sikkerhedstruede, at de har brug for et krisecenterophold. Tilbuddet indeholder voldsfaglig rådgivning, psykologbehandling, gruppeforløb samt rådgivning til pårørende.

    Læs mere om 'Sig det til nogen' her.

Projekt: StopChikane

  • StopChikane er et rådgivningstilbud til alle over 18 år, som er udsat for digitale krænkelser. Rådgivningen holder til på Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, hvilket gør det muligt at trække på krisecentrenes voldsfaglige viden og erfaring med rådgivning af personer i udsatte situationer.

    StopChikane er det eneste specialiserede rådgivningstilbud til voksne udsat for digitale krænkelser. Mange ved ikke hvor, eller om, de kan få hjælp. Derfor er vores samarbejder vigtige for at få sat fokus på det store omfang af digitale krænkelser og sikre ofrene rettidig hjælp og rådgivning.

    StopChikane er støttet af Socialstyrelsen gennem en bevilling på SSA-reserven, som vi fik sammen med Red Barnets Rådgivning, SletDet, til at styrke og koordinere rådgivningsindsatsen for ofre for digitale krænkelser.

    Kontakt

    Læs mere om rådgivningen og få kontaktoplysninger på www.stopchikane.nu og følg StopChikane på Instagram, Facebook og LinkedIn.

  • SletDet

    I samarbejde med SletDet, der rådgiver børn og unge under 18 år, dækker vi alle aldersgrupper, og vi henviser til hinanden, så alle modtager den rette hjælp. Sammen afholder vi en række faste workshops, der tager afsæt i forskellige tematikker, vi møder i vores rådgivninger. Vores fælles workshops styrker kvaliteten i vores rådgivningsarbejde til glæde for de personer, der kontakter rådgivningen.

    Politiet

    Vi samarbejder med politiet via forskellige politikredse, men især via de enheder der bistår efterforskningen af sager om digitale krænkelser, herunder Nationalt Cyber Crime Center (NC3) og SPOC-enheden. Politiet henviser regelmæssigt voksne til vores rådgivning, der efter at have været udsat for digitale krænkelser og evt. indgivet en officiel anmeldelse, har behov for støtte og hjælp til at håndtere eftervirkningerne.

    Vi indgår i det politisk nedsatte netværk mod digitale krænkelser i regi af Politiet. Formålet med netværket er at styrke samarbejdet mellem myndigheder og civilsamfundet samt bidrage til nye tiltag og indsatser, der bekæmper digitale krænkelser på nettet.

    Digitalt Ansvar

    StopChikane er medlem af paraplyorganisationen, Digitalt Ansvar. Herigennem har vi kontakt til et stort netværk af aktører på det digitale felt, og vi kan holde os opdaterede på nye digitale tendenser og den politiske og juridiske udvikling vedrørende digitale krænkelser.

  • Mange digitale krænkelser omhandler deling af intimt materiale eller personfølsomme oplysninger uden samtykke. Derfor har det stor betydning for dem, der kontakter os for hjælp, at vi er Trusted Partners med nogle af de største digitale platforme.

    Vores status som Trusted Partner muliggør at vi kan arbejde for at fjerne uønsket intimt og personfølsomt materiale fra platforme. For nuværende er vi Trusted Flaggers hos eller har lignende aftaler med:

    • Meta (Instagram og Facebook)

    • TikTok

    • YouTube og Google

    • Snapchat

    • Mindgeek (Pornhub, RedTube, Youporn, Tube8)

    Samtidig er vi partnere i det globale netværk, StopNCII.org i samarbejde med rådgivninger og organisationer verden over, der arbejder på det digitale felt.

    StopNCII.org

    Vi er partnere i det globale netværk, der står bag StopNCII.org. StopNCII.org er et tiltag udviklet for at stoppe og forebygge deling af intimt materiale uden samtykke. Via hash-teknologi forhindrer og stopper vi sammen med organisationer fra hele verden, at uønskede billeder og videoer af intim karakter ikke deles på platforme online.

  • Mange kvindelige politikere udsættes for had og krænkelser online, når de deltager i den offentlige debat. Det udgør en barriere for kvinders politiske arbejde, og er et problem for demokratiet. Derfor tilbyder StopChikane i samarbejde med Den Europæiske Kvindelobby (EWL) og Cybernauterne træning i digital sikkerhed målrettet danske kvindelige politikere. Formålet er at klæde deltagerne på til at håndtere digitale krænkelser, så de bedre kan tackle de udfordringer særligt kvinder møder i debatten online.

    Workshop
    I forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet i sommeren 2024 inviterer StopChikane i samarbejde Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne til workshop i digital sikkerhed. Deltagerne får viden og værktøjer til at genkende, forebygge og tackle forskellige former for digitale krænkelser.

    Om samarbejdspartnerne

    Cybernauterne er et netværk af eksperter i cybersikkerhed og digitale medier.

    EWL er en paraplyorganisation for kvindepolitiske organisationer på tværs af EU.

Projekt: Eftertanker

  • Den forskning, der i dag understøtter en stor del af volds- og socialfaglig praksis, rådgivning og behandling, forholder sig i mindre grad til voldsramtes etiske overvejelser og spørgsmål. Det er der brug for, at vi genovervejer. Derfor er vi praksispartnere i Eftertanker - et projekt, hvor forskning og praksis mødes og skaber en styrket helhedsorienteret indsats for voldsramte kvinder.

    Eftertanker er en forskningsunderbygget praktisk-humanistisk indsats, der skal hjælpe mennesker udsat for alvorlig uret, overgreb og vold. At blive udsat for vold har mange konsekvenser: fysiske, sociale, økonomiske, psykiske og retlige. Men volden medfører også moralske følger. Volden kan have udfordret ofrenes værdier eller fået dem til at sætte spørgsmål ved deres grundlæggende overbevisninger.

    Projektet faciliterer en symbiose mellem etisk-filosofisk tænkning og empirisk-etnografisk forskning med det formål at levere ny og praksisnær viden om de moralske følger af udsathed for vold og overgreb i Danmark.

  • For at udvikle, hvordan vi tænker de moralske overvejelser ind i den hjælp, vi tilbyder voldsramte kvinder i Danmark, samarbejder vi med en række vigtige og relevante praksispartnere:

    Offerrådgivningen rådgiver personer udsat for voldsom og traumatisk kriminalitet eller ulykke.

    DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur) behandler og rehabiliterer personer med alvorlige psykiske, fysiske og sociale problemer, som følge af tortur, vold eller traumatiske hændelser under krig samt politisk forfølgelse.

    Når praksis og forskning mødes

    Projektet er indgået i samarbejde med Københavns Universitet og forskere fra Edinburgh University. Vi er også tilknyttet en ph.d.-stipendiat fra Københavns Universitet, der i forbindelse med projektet har udført feltarbejde på krisecentrene. Dette skaber grobund for et stærkt samarbejde mellem praksis og forskning.

    Videns- og erfaringsdeling blandt samarbejdspartnerne kvalificerer hjælpen til ofre for vold og overgreb i Danmark. Projektet vil etablere ny viden om de konsekvenser, ofrene oplever, så vi kan tilbyde en kvalificeret og holistisk indsats.

    Vi deler en fælles ambition om at styrke offentlighedens viden om, hvad det vil sige at være udsat for uret, vold og overgreb. Resultatet af projektet vil blive delt med relevante aktører og den brede offentlighed og anvendt i undervisning og forskeruddannelse.

Fakta om vold

Partnervold er et problem i Danmark. Det ved de fagfolk, som hver dag arbejder med voldsudsatte – men det er også underbygget af forskning.