På flugt fra et voldeligt forhold træder Alma ind på et krisecenter. Kan hun finde friheden her? Interview om kortfilmen “Fri bag låste døre”.

artikel

10. jun.

Instruktør og manuskriptforfatter Sabrina Ferguen er ambassadør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Hun har instrueret kortfilmen Fri bag låste døre, der havde premiere d. 28. maj 2024. Filmen, der portrætterer kvinder på et krisecenter, er båret frem af personlig motivation og voldsramte kvinders fortællinger. Men bag ligger også et ønske om en mere nuanceret politisk samtale om partnervold.

Med kortfilmen vil Sabrina udfordre forståelsen af, at kvinder har løsrevet sig fra volden det øjeblik, de træder ind på et krisecenter. For hvorfor skal kvinderne “skjule sig” bag låste døre på et krisecenter, hvis de er frie?

Lotte og Alma (Maria Rich og Amanda Radeljak) i *Fri bag låste døre.* Foto: Lucas Hebsgaard.

Jeg har aldrig set en dansk film, der foregår på et krisecenter

For mig er det spændende at fortælle historier, som jeg selv har savnet, der blev fortalt. Jeg er vokset op med vold i familien, og min mor flygtede på krisecenter for syv år siden. Der er derfor ingen tvivl om, at jeg har haft en personlig motivation for at lave en film, der foregår på et krisecenter. Men jeg har ikke følt mig klar til at dykke ned i emnet før nu.

Min mor har været min inspiration

Jeg husker tydeligt det billede, jeg havde, af hvordan det måtte være at bo på krisecenter, før jeg besøgte et. Da jeg første gang skulle besøge min mor på krisecenteret, troede jeg, at jeg skulle møde en masse triste, grædende kvinder, hvis traumer ville fylde alle rum. Men til min store overraskelse, blev jeg mødt af småsnak, latter, humor og åbne arme. Det kom faktisk bag på mig. Samtidig giver det meget god mening, for vi mennesker er nuancerede.

Man er ikke kun et offer eller en voldsramt kvinde, når man bor på krisecenter. Man er et helt menneske. Fordi man er et svært sted i sit liv, sidder man ikke nødvendigvis og dvæler ved det dagen lang. Vi er skabt med overlevelsesinstinkter, og de instinkter kan komme til udtryk på forskellige måder alt efter, hvem vi er, og hvad vi kommer med. Der er ingen tvivl om, at de kvinder, der opholder sig på krisecentre, er der, fordi det er yderst nødvendigt. Men den humor og tro på livet, som jeg vidnede under min mors ophold, var meget givende at opleve. Derfor skulle det element have lov til at fylde i kortfilmen.

Jeg har skrevet filmen i samarbejde med Anton Virtus Bang, og sammen startede vi med at interviewe min mor. Det var selvfølgelig lidt specielt for mig. Men hun har på en måde været min indgangsvinkel til historien. Derfor føltes det naturligt, at vi rakte ud til hende først. Min mor er et virkelig stærkt og humoristisk menneske. I min familie har vi altid brugt humoren for at komme igennem nogle af de sværeste situationer, og det finder jeg ret smukt. Lotte, der spilles af Maria Rich, er derfor meget inspireret af min mor. Hun tilføjer en lethed i en ellers tung film, samtidig med at hun bærer på sine egne oplevelser.

Filmen skal give kvinderne en stemme

I starten af filmen ser vi hovedkarakteren Alma, spillet af Amanda Radeljak, ankomme til krisecenteret. Vi ser ikke hendes ansigt de første minutter. Man kan sige, at hun starter med at være anonym, hvor det er i mødet med de andre beboere, at hun langsomt begynder at genfinde sig selv. Det er filmet og klippet meget kaotisk i starten, hvor publikum oplever sanseindtryk fra alle sider, mens Alma bliver guidet rundt på krisecentret. Jeg ville gerne give publikum en følelse af at træde ind på krisecenteret sammen med Alma og få en fornemmelse for det kaos, som hun føler at stå i, lige når hun ankommer.

For at sikre filmens troværdighed, har jeg rådført mig hos en del fagpersoner fx på kvindekrisecentrene. Jeg er også beæret over, at jeg fik lov til at blive medlem af en anonym Facebook-gruppe for voldsudsatte kvinder. Her har der været rigtig mange generøse og modige kvinder, som bidrog med deres oplevelser gennem interviews og spørgeskemaer. Manuskriptet er derfor meget inspireret af kvindernes levede historier, og nogle af replikkerne har vi endda plukket direkte fra interviews.

Det har været enormt interessant at snakke med så mange forskellige kvinder og få et indblik i deres personlige historier. Det, der har gjort særligt indtryk på mig ved at tale med kvinderne, har været at mærke deres behov for at dele deres historier. Mange af dem kan ikke stille sig offentligt frem og dele deres historier, da det bl.a. vil risikere deres sikkerhed. Det motiverede mig endnu mere til at give dem en stemme igennem filmen.

Ønsket om en mere nuanceret samtale om vold

Filmmediet er et godt redskab til at starte samtaler og debatter. For mig må film derfor gerne berøre samfundsrelevante problemstillinger. Det handler ikke så meget om at skabe noget, der peger folk i en bestemt retning, men mere om at stille de svære spørgsmål. For alt handler i sidste ende om følelser. Kan man skabe noget, der sår et frø i publikum, så kan det potentielt starte en bevægelse, der rykker på nogle af de større problemer i samfundet.

Det har været vigtigt for os, at karaktererne er troværdige og nuancerede, og at man kan mærke deres mod og styrke. Derudover ville vi gerne have, at karaktererne skulle være bredt repræsenteret, for at fortælle at volden kan ramme alle uanset ens etnicitet, udseende, alder, økonomiske status osv.

Det har været fedt at mærke at jeg på trods af min personlige motivation, ikke har været den eneste, der har haft et behov for at skabe denne her film. Det har været et meget lystbetonet projekt, hvor flere mennesker både foran og bag kameraet har haft en personlig interesse i emnet og et ønske om at fortælle historier om vold på en mere nuanceret og politisk måde.

Hvorfor er det kvinderne, der skal rykke alt op med rode?

I filmen bruger vi lys, der brydes igennem persiennerne, som når det rammer Almas ansigt, danner linjer, der giver associationer til fængselstremmer. Det skal ikke forstås som om, krisecenteret er ligesom et fængsel. Vi forsøger tværtimod at portrættere den uretfærdige virkelighed, at det er de voldsudsatte, der er “spærret inde” for at kunne leve i sikkerhed. Modsat kan deres voldsudøver ofte bevæge sig frit i samfundet.

Filmen virkeliggør på den måde nogle af de aktuelle diskussioner om vold mod kvinder fx debatten om den omvendte voldsalarm (elektronisk fodlænke der registrerer, at den dømte bevæger sig tæt på offerets hjem). Netop debatten om den omvendte voldsalarm sætter spørgsmålstegn ved begrebet frihed og hvem, der bærer konsekvenserne af volden.

Jeg håber inderligt, at den omvendte fodlænke snart indføres i Danmark. Voldsramte kvinder fortjener fred, ro og sikkerhed. Vi er nødt til at gøre mere for at sikre at kvinder, der har udvist exceptionelt mod ved at flygte fra deres voldsudøver (selvom de kan risikere deres liv), ikke skal bruge bruge resten af deres liv på at se sig over skulderen.

Filmen kan ses til og med d.21. juni 2024 på Super16s hjemmeside.