Digital vold mod kvinder kan blive det 21. århundredes pandemi

Vi køber ind, får viden, ser nyhederne, debatterer og kommenterer på vores venners opdateringer på nettet. Så det at føle sig ”for bange til at engagere sig i sociale medieaktiviteter” eller det at rådes af politiet til at holde sig væk fra online fora er problematisk for kvinder og pigers frie demokratiske deltagelse. Det siger Anja Radeka, som er leder af viden og udvikling i Dansk Kvindesamfunds Krisecenter. Hun efterlyser langt klarere rammer for, hvilke beviser der skal indsamles og fremlægges, for at en sag kan efterforskes og krænkeren retsforfølges for at matche den massive udfordring, som digital vold mod kvinder er.

Af Anja Radeka

I en nylig udsendelse i DR3’s dokumentar, hvor feministen og debattøren Louise Kjølsen deler sin personlige historie om at være udsat for voldtægtstrusler og digital chikane, møder vi et dansk politi, som til dels ikke forstår alvoren af truslerne, og som heller ikke synes at have ressourcerne til at efterforske og retsforfølge gerningsmanden.

Dokumentaren skildrer kun én ud af flere former for digital vold mod kvinder: nemlig den hvor offentlige kvinder får trusler om vold eller voldtægt, fordi de er offentlige kvinder, der fx deler deres politiske holdninger og bruger det offentlige rum til at udleve deres talenter.

At de på den måde stiller sig frem, provokerer nogle mænd så meget, at de skjult bag anonyme profiler forsøger at lukke ned for disse kvinders aktiviteter og få dem til at trække sig tilbage fra det offentlige rum online ved at true dem til tavshed.

I 2015 advarede FN om, at digital vold mod kvinder var blevet et globalt problem med alvorlige konsekvenser for samfund og økonomier i hele verden.

Det blev bemærket, at 73% af kvinder og piger på et tidspunkt har oplevet en eller anden form for online vold. For kvinder var risikoen for at blive udsat for digital vold 27 gange højere end for mænd, og dem, som chikanerede online, var i 61% af tilfældene mænd.

Ukontrolleret digital vold mod kvinder risikerer ifølge FN at blive det 21. århundredes globale (sociale) pandemi med uoprettelig skade for piger og kvinder – også i Danmark.

På trods af FN’s udsagn og internationale analyser, der peger på, at digital vold er et udbredt og i høj grad kønnet problem, undlader politiet og beslutningstagere at anerkende og adressere det i tilstrækkelig grad. Der er nærmest ingen reaktioner eller passende foranstaltninger fra hverken politiet eller lovgivere på kønsbaseret vold online, hvilket fører til, at Louise Kjølsen i dokumentaren tager sagen i egen hånd.

Imens teknologien er relativt ny for os, er trusler om seksuel vold, victim-blaming og den institutionelle passivitet forbundet med vold mod kvinder forankret i langt ældre traditioner.

Når kvinder anmelder digitale trusler og vold, er det ikke ualmindeligt, at de får at vide, at de skal ”tage en pause fra nettet”, at det ”ikke er rigtige trusler, det er bare på nettet”, eller at de ”måske selv skal opføre sig anderledes på nettet for at undgå sådanne angreb i fremtiden” eller simpelthen ”ignorere det, til det går over”.

For bare at nævne et par eksempler på de reaktioner, kvinder møder. Det kender vi også i Dansk Kvindesamfund fra vores rådgivning StopChikane for voksne udsat for digitale krænkelser.

Mere og mere af vores liv foregår online, og vi kan ikke længere adskille det digitale liv fra det analoge.

Hvad der sker i den virtuelle verden, påvirker hvad der sker i den fysiske verden. Vi køber ind, får viden, ser nyhederne, debatterer og kommenterer vores venners opdateringer på nettet. Så det at føle sig ”for bange til at engagere sig i sociale medieaktiviteter” eller det at rådes af politiet til at holde sig væk fra online fora er problematisk for kvinder og pigers frie demokratiske deltagelse.

Studier viser, at imens mænd i høj grad bliver udsat for mildere online krænkelser som at blive kaldt øgenavne eller ydmyget, er særligt kvinder udsat for alvorlige typer digital vold som stalking eller grov chikane. Den større grad og alvor af krænkelserne mod kvinder gør, at kvinder er mere tilbøjelige til at ændre deres online profiler, censurere sig selv eller helt at forlade internetsider og sociale medier.

Når virksomheder og samfundet i det hele taget i stigende grad agerer online, betyder det, at kvinder og piger ikke får lige adgang til de fora, hvor den offentlige samtale og viden er at finde i dag. De lukkes ude af den virtuelle verden, og det har bl.a. konsekvenser for deres muligheder for at finde og beholde arbejde og brande sig selv og sin forretning.

DR3 dokumentaren viser os, at vi endnu ikke er klædt på til i tilstrækkelig grad at forstå, håndtere og reagere på digital vold, der griber ind i mindst 10 rettigheder, defineret i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Regeringen og politiet har et ansvar for at finde ud af, hvad digitale krænkelser er, hvem de rammer, og hvordan de bedst håndteres.

Der skal være langt klarere rammer for, hvilke beviser der skal indsamles og fremlægges, for at en sag kan efterforskes og krænkeren retsforfølges.

For at matche den massive udfordring, som digital vold mod kvinder er, kan regeringen eksempelvis sørge for, at køn bliver en beskyttelsesgrund i paragraf 266b om hadtale.

Og vi skal have formuleret nye strafbare handlinger, der eksempelvis fører til bødestraf ved uanstændig eller truende adfærd på nettet – på lige fod med hvis dette skete i offentlige transportmidler eller på arbejdspladsen.

Artiklen blev bragt i POV International 12. oktober 2020.