For hver voldsramt mor følger et voldsramt barn

Næsten alle børn, der kommer på krisecenter, er udsat for vold.     

Af Anja Radeka

LOKK’s statistik peger på, at hele 93 procent af de børn, der følger med deres mor på kvindekrisecenter, selv har været udsat for vold eller været vidne til vold mod mor og/eller søskende. Det er den biologiske far eller adoptivfar, der har udøvet fysisk vold mod barnet i 86 procent af tilfældene, ligesom det er den biologiske far eller adoptivfar, der i 81 procent af tilfældene har udøvet psykisk vold mod barnet.

Rapporten er endnu et eksempel på, at det ikke er muligt at adskille den vold, mødre på krisecentre udsættes for, fra børnene. Næsten alle børn i familier, hvor en mand/far udøver vold mod moren, udsættes for den følelsesmæssige grusomhed, det er at være vidne til vold mod mor eller selv at være udsat for vold.

Den adfærd, en far udvikler gennem vold mod sin partner, har konsekvenser for hans relationer og interaktioner med børn og dermed for hans opførsel som far. Det er vigtigt, at vi tager det perspektiv med ind i sagsbehandlingen i sager om vold i hjemmet, både i kommunen og i familieretshuset.

Børn, hvis mor udsættes for vold af deres far, kan ikke betragtes som passive vidner, men skal derimod ses som aktive parter, der laver deres egne sikkerhedsvurderinger og tilretter deres handlinger i et forsøg på at deeskalere, aflede, skærme eller stoppe volden mod sig selv, søskende og mor. Børn har ligesom voksne emotionelle responser på volden. Derfor er børns ulykkelighed, vrede, følelsesmæssige op- og nedture, koncentrationsbesvær og indadvendthed deres sunde responser på en usund situation.

Mænds vold skal adresseres

Når vi nu ikke har kunnet nedbringe antallet af voldsramte kvinder og børn på krisecentrene i over et årti, står det klart, at der er noget ved mænds voldelige opførsel, og samfundets sanktionering af den voldelige adfærd, vi skal arbejde for at ændre, og det skal gøres mere effektivt. Regeringen og myndighederne skal forpligte sig til at gøre noget nyt og aktivt ved, at overvægten af vold i hjemmet begås af faren eller adoptivfaren. Indtil videre har spørgsmålet om mænds vold i relation til børnene, forældresamarbejde og trivsel for børn efter skilsmisse kun været diskuteret i meget begrænset omfang i Danmark. På trods af den voksende anerkendelse af de kønsbestemte træk, der er forbundet med vold i heteroseksuelle forhold, synes social- og familiepolitikken i Danmark at ignorere dette, og i stedet fastholde et billede af fædre som ikke voldelige forældre. Det oplever vi på vores krisecentre, når vi samarbejder med landets kommuner, politiet og familieretshuset.

“Mother-blaming”

Vi kan ikke tage oplevelserne fra hverken kvinder eller børn – eller fikse børnenes ”traumer”, inden de bliver voksne. Det er forkert at tro, at børn ikke tager opvæksten og de vilkår, der har præget dem, med sig ind i voksenlivet. Det, vi kan gøre som myndigheder og socialarbejdere for, at børn hjælpes videre, er at skabe forudsætningerne for en ny tilværelse, hvor volden ikke fortsætter. Et af de største problemer vi oplever, er mænds fortsatte voldelige opførsel overfor ekspartneren og/eller børnene efter en skilsmisse eller separation.

Den nordiske familiepolitik forudsætter i dag, at der skal være delt forældremyndighed og en høj grad af forældresamarbejde efter separation eller skilsmisse. Politikken er primært baseret på forestillingen om barnets ret til nærkontakt med begge forældre. Men det er ikke nødvendigvis i børns bedste interesse at se en far, som er eller har været voldelig overfor moren eller børnene. Derfor er spørgsmålet, hvad denne socialpolitiske prioritering betyder for mødre og børns sikkerhed efter separation eller skilsmisse fra en voldelig far?

Vi mener, at myndighederne skal stoppe med at konstruere en forskel imellem den voldelige mand og hans rolle som far. Det er den samme person. For det andet, når kvinder og børn fortæller om deres oplevelser med vold, skal det tages alvorligt og handles på hver gang. Og endelig skal man  stoppe med at bebrejde mødre for den manglende kontakt mellem barn og far, også kaldet “mother-blaming.”