21-årige Freya satte en brun kjole til salg på Facebook. “Vi vil se den af, vi vil se den af’’, svarede mændene

Når man færdes på internettet, skal man som kvinde bære værnemidler. Det er uholdbart. Vi skal gøre nettet langt tryggere og straffe overgreb hårdere.  

Af Anja Radeka, leder af StopChikane og Karina Lorentzen, retsordfører for SF

Længe har vi danskere vænnet os til, at når vi færdes ude i offentligheden, så skal vi bære værnemidler.

Værnemidlerne er til at beskytte os og hinanden mod Coronavirussen. Og til at beskytte os mod at blive syge. På internettet trives Coronavirussen ikke. Og heldigvis for det.

Til gengæld trives en anden virus. Det er en virus, som spreder sig med lysets hast. Lineært, eksponentielt eller asymmetrisk. Den kan det hele. Oftest er det kvinderne, der bliver udsat for den. Vi taler selvfølgelig om den virus, der består af digital vold og trusler i indbakken. For lige så nemt og hurtigt det er at sende en truende mail eller besked, lige så svært og langsommeligt er det at få det fjernet og få hjælp af politiet til efterforskning.

Desværre findes der kun spredte, tilgængelige data om digital vold mod kvinder og piger i Danmark, og der er meget lidt viden om det faktiske antal af ofre for digital vold og de deraf følgende skadevirkninger.

Blandt andet har forskeren Emma Jane i flere studier påvist, at hvor mænd ofte bliver udsat for mildere online krænkelser som at blive kaldt øgenavne eller ydmyget, er særligt kvinder udsat for alvorlige typer digital vold som stalking, grov chikane, doxing, deling af nøgenbilleder uden samtykke eller ondsindet bagvaskelse og sladder.

Det samme peger litteraturstudier fra EIGE, det europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder, på. Den større grad og alvor af krænkelserne mod kvinder gør, at kvinder er mere tilbøjelige til at ændre deres online profiler, censurere sig selv eller helt forlade internetsider og sociale medier.

I 2015 advarede FN om, at digital vold mod kvinder var et globalt problem med alvorlige konsekvenser for samfund og økonomier i hele verden.

Dengang blev det bemærket, at 73 procent af kvinder og piger på et tidspunkt har oplevet en eller anden form for online vold. For kvinder var risikoen for at blive udsat for digital vold 27 gange højere end for mænd, og dem, som chikanerede online, var mænd i 61 procent af tilfældene.

På trods af FN’s udsagn, organisationernes stigende bekymringer for online trusler og chikane samt studier, der peger på problemet, adresseres det ikke i tilstrækkelig grad. Det ses også, i og med, at antallet af anmeldelser om trusler er stigende. For os i StopChikane oplever vi, at vi får langt de fleste henvendelser fra kvinder.

Henvendelserne fra kvinder udgør mellem 80 og 90 procent. De har typisk fået delt deres billeder af en eks eller også truer eksen med at dele intime billeder, som er gemt fra, da man var sammen. Den digitale chikane kan ske i form af gentagne forsøg på kontakt, men også trusler om billeddeling og rygtespredning via falske profiler i et forsøg på at sætte kvinden i et dårligt lys. Ofte er det rettet mod kvinders kroppe og seksualitet og bygger på en skam over, hvordan man ser ud.

Det digitale åbner op for mange forskellige muligheder for at tage kontakt, overvåge og udøve kontrol på afstand. Det er svært at ignorere, når man bliver truet, eller oplysninger bliver stillet til offentligt skue. Desuden har vi set i de seneste 20 år, at antallet af anmeldelser er mere end fordoblet. Ikke kun i Danmark, men også i resten af verden. I Danmark ved vi, at der i 2020 frem til 11. august havde været 1.156 digitale sexkrænkelser. Det reelle tal er formentlig højere, og de digitale krænkelser er formentlig utallige.

Hos StopChikane kan vi se, at henvendelserne stiger hvert år. Desværre ved vi alt for lidt om omfanget og karakteren af digital vold og trusler, men vi kan se, at det i disproportional stor grad rammer kvinder. Når ofre beretter om en forbrydelse på nettet, har der været en tendens til et utilstrækkeligt modsvar fra politi og andre myndigheder.

Vi hører ofte fra ofre, at man ikke får noget ud af at anmelde, og når man anmelder, føles det ubehageligt. Det ses blandt andet i politiets egen tilfredshedsundersøgelse, hvor knap hver andet voldtægtsoffer ikke har følt sig taget godt imod ved anmeldelsen.

Samme billede kan vi genkende i StopChikane, hvor 73 procent i en intern undersøgelse har sagt, at de selv eller en bekendt havde en dårlig oplevelse i mødet med politiet, da de skulle anmelde deres sag. Ofrene har ikke en forventning om, at det fører til retsforfølgelse af gerningsmanden. De føler sig bagud på forhånd og ser ingen grund til at trækkes igennem en pinefuld og lang proces uden positive resultater.

Et godt Emma Gad-råd lyder, at man aldrig skal bringe skandalehistorier eller ondskabsfuld sladder videre. Men med de digitale medier har del-funktionen aldrig været mere tilgængelig, og fundamentet for deling af skandalehistorier eller ondskabsfuld sladder har aldrig været nemmere og hurtigere.

Tag for eksempel, da 21-årige Freya for nylig opdagede, at hun var blevet delt i Facebook-gruppen Det Nye Sorte Broderskab. Der er ikke tale om en middelalderlig munkeorden, men en gruppe, som BT dokumenterede, der på tidspunktet bestod af godt og vel 45.000 Facebook-brugere, som alle er mænd. Det er nemlig optagelseskravet.

Freya ville sælge en brun kjole på Facebook Marketplace. Det så nogen, og delte derfor hendes billede i gruppen. Nogle af kommentarerne, der faldt, var “Tænker, jeg taler for flertallet herinde, når jeg siger: ’Vi vil se den af, vi vil se den af’” og “Følger hun med i salget".

Heldigvis var Freya sej, anmeldte sagen, og fik billedet fjernet. Det er desværre ikke alle kvinder, der har modet til at gøre det. For kvinder må desværre finde sig i meget, når de så gør det.

En undersøgelse, Journalistforbundet offentliggjorde for nylig, viser, at 26 procent af alle medlemmer har oplevet digital chikane. Et flertal af dem, der har svaret, er kvinder, mens 64 procent angiver, at chikanen går på medlemmets køn.

Et billede på den chikane blev Aftenshowet-værten Mette Bluhme Rieck udsat for, efter hun havde lavet et kritisk interview med Jes Dorph Petersen. Smatso, hysterisk rejekælling, hystade eller pigebarn var blandt de skældsord, hun fik kastet efter sig. Og så er vi ikke engang gået i gang med den digitale chikane, som de kvinder, der stiller sig frem med deres historier i #MeToo-sagerne, oplever.

Indtil nu har myndighederne haft en mindre effektiv tilgang til online trusler, vold og chikane end til fysisk vold og chikane. Dette så vi for eksempel i Umbrella-sagen, hvor Højesteret afgjorde, at der ikke skulle udbetales erstatning fra de sidste dømte.

Det skete under henvisning til, at den samlede erstatning meget væsentligt overstiger det almindelige niveau for grov voldtægt. Dermed slap de sidste gerningsmænd meget gratis fra deres digitale overgreb.

Forestil dig, 100 mennesker var mødt op foran din dør. Hver og en banker på for at slå dig i ansigtet. I en sådan sag ville nummer 98, 99 og 100 ikke slippe for at blive straffet med henvisning til, at det var da også ærgerligt, I ikke var nummer 1, 2 eller 3.

Det er vi ærligt talt bekymrede for. Når digitale trusler og online chikane hverken bliver taget seriøst, efterforsket eller retsforfulgt, er det ikke kun et svigt af den enkelte.

Det har konsekvenser for den demokratiske samtale. Det handler om retten til at ytre sig og muligheden for at deltage i den demokratiske samtale online, uden frygten for trusler. Det handler faktisk om retten til at være en del af det sociale rum online uden at skulle frygte at blive udstillet, udskammet eller truet.

Og her er internettet ikke et univers adskilt fra den fysiske verden. Forskning viser, at konsekvenserne for ofrene er de samme, uanset om truslen er fysisk eller virtuelt modtaget.

Når nu mere og mere af vores liv foregår online, kan vi ikke blive ved med at se det digitale og det analoge liv som to forskellige verdener. Er man i tvivl, kan man blot se på, Frida Valbjørn, der er byrådspolitiker i Randers Kommune og valgt for Enhedslisten.

Hun oplevede for nylig, at telefonen pludselig bimlede og bamlede. Ind fløj det med sms’er og tilbud om at tjene penge på escort. For eksempel »Hej Frida. Jeg vil rigtig gerne lave en aftale med dig. Helst en time og vil fiste dig, skal nok bruge godt med glidecreme og god tid«.

Der var bare det problem, at Frida ikke selv havde oprettet en annonce, og slet ikke søgte det selskab. Der var altså nogen, der havde chikaneret hende og oprettet en falsk annonce i hendes navn. Det er et billede på, at hvad der sker i den virtuelle verden, påvirker også, hvad der sker i den fysiske verden. Vi køber ind, får viden, debatterer med andre og kommenterer vores venners opdateringer på nettet.

Derfor er det problematisk for den demokratiske deltagelse i vores samfund i dag, hvis man er for bange for at gå ind i diskussioner på nettet eller frarådes online fora på grund af trusler. Når det særligt går ud over kvinder og piger – som vi så i sagen med Frida – så er det et problem, når virksomheder og samfundet i det hele taget i stigende grad agerer online.

Det betyder, at kvinder og piger ikke får lige adgang til de fora, hvor den offentlige samtale er at finde i dag. De lukkes ude af den virtuelle verden, og det kan have en indflydelse på deres muligheder for at finde og beholde arbejde, brande dem selv og deres forretning på sociale medier.

Derfor er der behov for langt klarere rammer, for hvilke beviser der skal indsamles og fremlægges, for at en sag kan efterforskes og krænkeren retsforfølges.

Vi skal have formuleret nye strafbare handlinger, der eksempelvis fører til bødestraf ved truende adfærd på nettet.

Konkret foreslår vi, at straffeloven rettes til, så digitale overgreb straffes hårdere og får en selvstændig plads i loven.

Det skal sende et klart signal om, at det, der foregår, ikke er mindre ulovligt end i den fysiske verden. Internettet skal ikke være det vilde vesten, hvor digitale overgreb i princippet er straffrie. Onlineplatforme har også et ansvar for, at deres internetsider ikke skaber eller vedligeholder utrygge, truende miljøer, og disse skal tilskyndes til at sikre digitale trygge rum og fremme etisk forsvarlig digital adfærd på deres platforme.

Ofrene skal have retten til at få ryddet op på nettet. Så når en forsmået ekskæreste har spredt en intim video, skal den ikke ligge til skue for hele verden og stå som et digital minde for evigt.

Indtil videre kan vi kun gisne om hvilke konsekvenser, det har for dem, som har fået delt intimt materiale uden samtykke om 15-20 år. Vil en kommende arbejdsgiver kunne google sig frem til dem? Vælger man lærergerningen, vil kommende elever kunne finde frem til dem? Hvad betyder disse digitale overgreb for ofrenes fremtidig sociale relationer og arbejdsliv?

Det er nogle af de spørgsmål, ofre for disse overgreb stiller sig selv. Vi har muligheden for at fjerne digitalt, krænkende indhold, men lige nu er det bare ressourcer, der gør, at ofrene ikke kan få lov at få ryddet op. Når nu vi oplever en stigning i antallet af anmeldelser af trusler og digitale krænkelser, hvor særligt de sociale medier har øget tilgængeligheden af truslerne, skal vi beskytte den offentlige samtale.

Ved det seneste politiforlig, fik SF en fordobling af strafniveauet igennem. Men det er ikke nok. Der skal også være mulighed for at kunne få den rette rådgivning i hele landet, så man kan få hjælp til at håndtere digital chikane, uanset om man bor i Valby eller Varde. Derfor er det så vigtigt, at vi får udvidet StopChikanes rådgivningstjeneste til at gælde i hele landet.

Digital vold og trusler er et stigende samfundsproblem. Vi har ikke råd til at lade være med at prioritere området, især ikke når vi tænker på de konsekvenser, det har for de forurettede og for den demokratiske, fri debat. Vi ønsker ikke, at kvinder kun kan færdes på internettet med mundbind og værnemidler. De skal kunne færdes trygt og frit rundt.

Artiklen blev bragt i Politiken 7. marts 2021.