Voldsramte kvinder gør altid modstand, for modstand er ikke kun at slå igen eller sige nej

Af Lisa Holmfjord, direktør Dansk Kvindesamfunds Krisecentre

Når kvinder udsættes for vold af deres partnere, er de aldrig viljeløse ofre, der bare lader volden ske. For alle mennesker gør modstand. Når vi i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre skal støtte en kvinde, er noget af det vigtigste for os at hjælpe hende med at identificere og anerkende denne modstand. Når det sker, genskabes kvindens værdighed, og hun kan gå stærkere videre i livet.

Derfor er fokus på modstand så afgørende, og derfor bakker vi også op om projektet ’Kvinder gør modstand’, som Chris Poole og Ditte Bjerregaard præsenterer i kronikken den 24. august under overskriften »Drop myten om den passive kvinde. Kvinder siger hver dag fra over for voldelige mænd«.

På projektets hjemmeside kan kvinder anonymt fortælle om, hvordan de har håndteret situationer, hvor de har været udsat for krænkelser og overgreb. Det er et rigtig godt initiativ, for det er en udfordring, at kvinders modstand ikke bliver hørt.

Men det er også en stor og vigtig udfordring, at modstanden kan være svær at identificere for kvinden. Hun har måske endda oplevet sig selv som passiv i situationen, fordi hun ikke kunne stoppe volden. Det kan vi bekræfte, for vi møder disse kvinder hver dag i vores krisecentre.

Nogle har ydet fysisk modstand, men samtidig ser vi også, at det kan være svært for andre kvinder at sætte ord på den modstand, de har ydet, hvis den ikke har været fysisk. For det tillærte ræsonnement for mange kvinder er, at hun viljeløst som en anden menneskelig boksebold har ladet slag eller ord ramme. For ellers ville hun jo være gået sin vej. Det er sådan, voldsramte kvinder alt for ofte ses. Og i de mange tilfælde, hvor modstanden er foregået mere eller mindre skjult, efterlades kvinden desværre ofte selv i den tro, at hun ’lod det ske’. Intet kunne være mere forkert.

Al reaktion er modstand

For hun gør altid modstand. Når vi bruger ordet modstand, så identificerer vi det som alle former for respons, der er med til at beskytte kvinden eller andre (for eksempel hendes børn) eller er med til at minimere skader under overgrebet. Modstand er altså både tydelige, fysiske reaktioner for at forhindre et overgreb og mere subtile responser. Al reaktion er modstand.

En modstandsreaktion kan eksempelvis være, at hun i tankerne lægger afstand eller tavst kalder ham alverdens grimme gloser, eller at hun nægter at græde for at undgå at give ham tilfredsstillelse ved den synlige magtovertagelse.

Det handler derfor om at identificere modstanden, selv om den kan være svær at få øje på, når man for eksempel lever med en ekstremt voldelig partner. Her kan faren for repressalier være så stor, at den åbenlyse modstand er sjælden og risikabel. Men ved at anerkende de små ting, hun har gjort, kan man langsomt stykke et mønster sammen, der viser, at hun har gjort massiv modstand. Det kræver, at man afklarer, hvordan hun har reageret, og omsætter det til en strategi for overlevelse. Vi hjælper hende til at få øje på sin modstand, så hun erkender, at hun gjorde, hvad hun kunne for at passe på sig selv eller sine børn.

Vi undlader derfor at spørge kvinden, hvad hun følte, da hun blev udsat for vold. Det er os uvedkommende. Vi spørger i stedet til hendes reaktion før, under og efter overgrebet. Vi er interesserede i hendes respons. Når kvinden fortæller, hvordan hun reagerede, bliver både hendes følelser, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde, tydelige. Både for hende selv og os. Det kan eksempelvis lyde sådan her:

– Hvad gjorde du, da du vidste, at han ville voldtage dig?

’Jeg bad ham skride ad helvede til.’

– Sagde du det højt eller lavt?

’Jeg sagde det stille.’

– Hvorfor?

’Jeg var bange for, at børnene vågnede.’

– Så du beskyttede dine børn. Har du før bedt ham skride ad helvede til?

’Åh, ja. Og ikke altid stille.’

Det hele handler altså om respons og kontekst. Man kan ikke bare konkludere, at vold sker, fordi kvinden ikke gør nok for at forhindre det. Man må se på en hel palet af forskellige parametre. Hvad vil der ske, hvis hun skriger? Hvem vil hjælpe? Hvordan har politiet og/eller det sociale netværk tidligere reageret? Har hun erfaring med, at fysisk modstand eskalerer volden?

Det kræver ofte et trænet øje at identificere modstanden. Når man møder et voldsoffer, kan man kun forstå hende, og hvorfor hun (først) kommer til krisecenteret nu, hvis man sætter sig ind i hendes konkrete situation og kontekst. At skjule partnervold for omverdenen er også en strategi.

Der er altid en årsag til, at et voldsoffer bliver hos en voldelig partner, men det er aldrig, fordi hun er viljeløs, svag eller accepterer volden. Men ved at identificere og anerkende modstand, uanset hvordan den er kommet til udtryk, genskabes værdigheden og troen på egen styrke.

Debatindlægget blev bragt i Dagbladet Information 2. september 2020