Voldsramte kvinder er stærkere, end vi tror
”Det er en sejlivet myte, at det er kvinder, der ikke kan sætte grænser, som er sammen med voldelige mænd. Det passer ikke. Vi skal holde op med at give kvinderne skyld. Kvinder bliver udsat for vold, fordi de møder mænd, der ikke respekterer deres grænser, ” fastslår den canadiske familieterapeut og Ph.d. i psykologi, Allan Wade, der har været i København for at undervise Dansk Kvindesamfunds Krisecenter i en ny behandlingsmetode for voldsofre. Metoden hedder Response Based Practice og handler om, hvordan man taler med et offer for vold og overgreb. Modellen udspringer fra hans eget praktiske arbejde i Canada siden 1991, og er en videreudvikling af løsningsfokuseret korttidsterapi og narrativ terapi.
Og et af de vigtigste budskaber er, at voldsofferet ikke har en del af skylden.
”Mange kvinder føler ofte, at de bare lod det ske. Når man ikke fokuserer på offerets modstand, så bliver det ofte opfattet, som om offeret har et medansvar. Og så kan man se offeret som en katalysator for sin egen ulykke i en ’dynamik’, som begge parter har del i. Men det er forkert. Mænd ved godt, at de overskrider kvindens grænser. For når man begynder at spørge ind til forløbet op til voldshandlingen, så viser det sig altid, at der er mange små delhandlinger, hvor kvinden har sat grænser og gjort modstand. Men voldsudøveren respekterer ikke grænser og har alligevel fortsat, ” forklarer Allan Wade.
Metoden bygger på princippet om, at alle mennesker har handlekraft, og ambitionen er at flytte dem fra at opfatte sig selv som et hjælpeløst offer til et aktivt subjekt. Det kan man gøre ved at fokusere på deres handlinger:
”Alle gør modstand. Det kan være såvel ubevidst som bevidst. Derfor handler det om at identificere modstanden. Men den kan være svær at få øje på, for når man for eksempel lever i et forhold, hvor faren for repressalier er stor, så er den åbenlyse modstand sjælden og risikabel,” forklarer Allan Wade.
Derfor er opgaven i Response based practice at få den usynlige modstand frem i lyset.
Find værdigheden
Lisa Holmfjord, der er direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, er begejstret for metoden, som hun første gang hørte om til konferencen ’Alternativ til vold’ i Oslo i 2015, hvor hun også mødte Allan Wade. Året efter tog hun selv til Canada for at besøge ham og hans team. I januar i år var han så i København for at underviser personalet i metoden, som de nu er i fuld gang med at implementere på krisecenteret.
”Jeg synes, det er en meget konstruktiv måde at arbejde på, og jeg tror, vi hurtigere kan få kvinderne tilbage i livet igen. Vi ved jo, at kvinden har været udsat for vold, men vi kender ikke den modstand, hun har gjort. Og den er vigtig i healingsprocessen. Vi hjælper hende med at identificere og erkende, at hun har gjort modstand, at hun ikke blot har været et viljeløst offer, der bare lod det ske. Når hun indser, at hun faktisk har gjort, hvad hun kunne i situationen for at passe på sig selv, så genfinder hun sin egen styrke og kan fralægge sig skyld og skam og i stedet opbygge værdigheden og selvrespekten,” forklarer Lisa Holmfjord og pointerer, at metoden passer fint ind i Dansk Kvindesamfunds Krisecenters feministiske tilgang til verden og arbejdet med voldsramte kvinder.
”Her ser vi ikke kvinder som hjælpeløse, voldsramte individer, men som aktive subjekter. Vi ser altid styrken i kvinden,” forklarer Lisa Holmfjord.
Modstand i det skjulte
Modstand kommer i mange varianter, og det kræver ofte et trænet øje at identificere den. Når man møder et voldsoffer, kan man kun forstå hende, hvorfor hun blev i forholdet, og hvorfor hun kommer til krisecenteret nu, hvis man sætter sig ind i hendes konkrete situation og kontekst. Fx hvis der er tyve minutter til den nærmeste nabo, så er det sværere at flygte fra volden. Man må se på mange forskellige parametre: den sociale kontekst, – hvor er man, hvem er man sammen med, hvad er der sket, offerets reaktion, hvordan institutionerne, fx politiet, reagerede samt det sociale netværk. Derfor er personalet blevet trænet i at spørge på en ny måde, hvor de både forholder sig til konteksten og fokuserer på kvindens reaktioner. For et voldsoffer kan selv have svært ved at indse, at hun gjorde modstand, når hun ikke har kunnet forhindre volden:
”Når kvinden tror, hun ikke gjorde noget, så kan man med metoden hjælpe med at afklare, hvordan hun reagerede, og omsætte det til en strategi for overlevelse, dvs. modstand. Al reaktion er modstand. Ved at anerkende de små ting kan man langsomt stykke et mønster sammen, der viser, at hun har gjort masser af modstand,” forklarer Allan Wade.
Modstanden er ofte spontan, og derfor glemmer man at tillægge den nogen betydning. Men når man fx spiller dum, er tavs, lyver eller parodierer eller får hovedpine, så sker det måske ubevidst, men det er stadig modstand. En strategi kan også være, at man spiller med for at overleve, men i tankerne lægger man afstand, eller man nægter at græde og skaber derved en barriere til overgrebsmanden og beskytter sin inderste kerne. At skjule partnervold for omverdenen er også en strategi, fordi man fx ønsker at beskytte børnene. Det samme gælder i øvrigt også for børn, der er udsat for overgreb eller vidner til overgreb. De forsvarer sig ofte ubevidst:
”Når børn får hovedpine og vil hjem fra skole, kan det være, fordi de vil hjem og passe på mor. Men det sker ubevidst,” forklarer han.
Sproget glatter ud
Hedder det massemord eller familietragedie, når en far slår fire børn og sin kone ihjel? Offentligheden har haft for vane at omtale det som familietragedie, og derved flytter man skyldsspørgsmålet, så hele familien er en del af den. Og det er forkert. Vi skal lære at bruge sproget rigtigt, hvis vi skal forstå volden, påpeger Allan Wade.
”Den måde, vold bliver italesat på, er alt for ofte med til at nedtone forbrydelsen. Når man læser dommerkendelser, så er det ofte med et sprogbrug, der glatter ud for at gøre handlingen mere socialt acceptabel. Det er dokumenteret, at dommerens sprogbrug påvirker dommen, så hvis man gør handlingen pænere i sprogbrug, bliver straffen mildere,” forklarer Allan Wade.
Der er masser af eksempler herhjemme, som fx når man taler om ’sex med mindreårige’, i stedet for ’vold mod mindreårige’. Eller når man siger ’samleje’ i stedet ’voldtægt´.
”Vi er meget opmærksomme på, hvordan vi bruger sproget. Ord har betydning. Kun ved at være opmærksom på, hvordan man for eksempel italesætter overgreb, møder man voldsofferet med værdighed,” forklarer Lisa Holmfjord.