Facebook Twitter Instagram search

I bekymringsfasen kan der være mange ting som holder én tilbage fra at reagere, når man møder et barn der viser tegn på mistrivsel eller som måske er udsat for overgreb:

Er bekymringen bare udtryk for en upassende mistanke? Er det nu rigtigt hvad jeg ser? Risikerer jeg at sætte samarbejdet og forældrenes tillid over styr? Risikerer jeg at gøre forholdene værre for barnet? Er jeg nu den nærmeste til at reagere, eller er der andre som må være tættere på? Er det overhovedet en del af min faglighed at blande mig i noget som handler om problemer i barnets hjem? Bryder jeg nu min tavshedspligt?

Uanset hvad der holder dig tilbage, bør du reagere og få undersøgt hvad der er galt.

Som fagperson har du en særlig pligt til at handle, hvis du ser faresignaler hos barnet eller familien. Det er vigtigt at du ikke – af misforstået hensyn til forældrene – undlader at gå videre med dine iagttagelser. Din underretningspligt går forud for din tavshedspligt.

De fleste fagpersoner har en rigtig god fornemmelse for når børn viser tegn på mistrivsel. Alligevel sker det at man ikke får reageret i tide. Det kan være hårdt at erkende at et barn har alvorlige problemer. Det kan også føles meget grænseoverskridende, at skulle konfrontere forældre med ens bekymring som måske er ubegrundet.

Det vil ofte være en god idé at kvalificere din bekymring ved at tale med kolleger og ledelse om hvad du har observeret.