Om at bo på krisecenter

Krisecenter er et sikret botilbud
Dansk Kvindesamfund er et sikret botilbud til kvinder og deres børn, der er udsat for vold af en partner eller familie. De fysiske rammer er hjemlige og indrettet med tanke på at du og dine eventuelle børn skal have en tryg tid hos os.
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre består af to sikrede døgntilbud. Det ene krisecenter er lokaliseret på Frederiksberg og har plads til 8 kvinder med deres børn og det andet findes i København K og kan rumme 20 kvinder inklusive børn.
Vi har på vores krisecentre naturligvis stort fokus på sikkerhed, som er en integreret del af i vores arbejdsgange, adfærd og fysiske rammer. Personalet har kompetencer til sikkerhedsvurderinger.
Krisecentrene er bemandet af socialfagligt og pædagogisk personale, der alle har specialiseret viden om vold. De sikrer omsorg og støtte til den enkelte beboer, skaber et sikkert og trygt fællesskab og fremmer muligheden for et liv uden vold efter opholdet.
Vi hjælper dig
- med at komme væk fra volden
- med at få ro på din situation
- med hjælp til boligsøgning
- med rådgivning vedrørende din økonomiske situation
- med støtte til bearbejdning af det du har oplevet
- med støtte omsorg og vejledning 24 timer i døgnet
Hvem kommer jeg til at møde?
De første dage efter du er flyttet ind er altid de sværeste. Derfor vil vi også altid snakke meget med dig og give dig særlig opmærksomhed de første par dage.
Alle beboere får tildelt en kontaktperson. Sammen med din kontaktperson udarbejdes en opholdsplan specifikt til dig, der skal sikre, at du får den rigtige støtte under dit ophold. Den omhandler din livssituation, og ønsker og mål for fremtiden, og indeholder beskrivelser af trivsel, arbejde, netværk, bolig og andet der kan have relevans for at opnå et liv uden vold.
Mens du bor på krisecenteret, vil du møde både ansatte og frivillige, med forskellige funktioner, herunder børnepædagoger, kontaktpersoner, rådgivere, husassistenter, en natur- og aktivitetsmedarbejder m.fl.
Du vil også møde de andre kvinder, der bor sig på krisecentret. Det kan have stor betydning at tale med andre, der befinder sig i en lignende situation. Du kommer til at indgå i et fællesskab med andre kvinder og medarbejderne, hvor der blandt andet afholdes beboermøder og frivillige sociale aktiviteter.
Pakkeliste
Hvis du har mulighed for at pakke en taske, foreslår vi at du pakker:
- Tøj til dig og dine eventuelle børn
- Hyggelige ting og/eller ting der betyder meget for dig
- Penge eller hævekort
- Ekstra nøgler til dit hjem og evt. bilen
- Legetøj til børnene
- Medicin og recepter
- Telefon og adressebog
- Alle officielle papirer om dig selv og dine børn: vielsesattest, dåbsattester, pas, immigrationspapirer m.m.
- Forskellige elektroniske devices, såsom din telefon og computer (det er en god idé at slukke dem, inden ankomst).
Faciliteter og tilbud
Du får dit eget værelse med egen nøgle. Der er fælles køkkenfaciliteter, som du deler med de andre beboere. Dog får du dit eget køleskab og man sørger for sin egen forplejning. Bade- og toiletfaciliteter er også fælles. Man sørger selv for at gøre sit eget værelse rent; dit værelse er dit eget sted her.
Alle beboere hjælpes ad med at gøre fællesarealerne ryddelige. Her er gratis vaske – og tørretumbler, som du selv køber vaskemiddel til. Derudover er der fælles opholdsrum med tv, der er et krea-rum til børnene og der er rygekabine.
Vi tilbyder en række sociale arrangementer, som fællesspisning, filmaftener, udflugter, krea-værksted, højtidsfester og farvelfester. Der er også forskellige aktiviteter for børnene, for eksempel børnefødselsdage og børneværksted.
Vi har desuden et naturtilbud, hvor der arrangeres særlige naturaktiviteter, herunder natursamtaler og naturgruppesesions (læs mere her). Dertil kommer vores ugentlige massagetilbud til kvinder.

Vi har også plads til børn
Der er plads til dine børn hos os. Har et barn været vidne til vold, har det også været udsat for vold, og det har vi altid øje for.
På Dansk Kvindesamfunds Krisecentre har vi en særlig børnefaglig ekspertise og her forsøger vi at varetage og rumme barnets perspektiv på samme vis som vi varetager den voksnes.