Facebook Twitter Instagram search

Lisa Holmfjord: – Om du også kan ende i et voldeligt parforhold? Ja, selvfølgelig!

Læs stort interview med Lisa Holmfjord, direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, der blev bragt i Århus Stiftstidende i anledning af hendes romandebut 'Døden er kun et øjeblik'.

Af Bine Madsen/Dagbladenes Bureau

På overfladen ser alt rigtigt ud. Fint endda. Han er respekteret læge. En flot og charmerende mand og uendelig tålmodig med hustruen, der bakser med et skrøbeligt sind og et alkoholmisbrug.

Ingen forstår, da hun går fra ham. Tværtimod ryster venner og familie på hovedet af det faktum, at hun har søgt ly på et krisecenter. Volden, den fysiske, psykiske og seksuelle, er der ingen, der ser. Heller ikke da tingene eskalerer efter hendes beslutning om at gå, og en dag er hun væk.

Sådan lyder en del af handlingen i Lisa Holmfjords thriller ”Døden er kun et øjeblik”, hvor man følger kvinden Esther, der flygter fra sin voldelige mand og opdager, at mareridtet fortsætter. Og der er beskrivelser så vanvittige, at den umiddelbare indskydelse er at tilskrive dem forfatterens livlige fantasi, men selv om historien er fiktiv, er hvert eneste overgreb, hvert tilfælde af psykologisk manipulation, hver beskrivelse af et forudindtaget system og netværk inspireret af virkeligheden.

For Lisa Holmfjord har arbejdet med voldsramte kvinder i godt to årtier. I dag er hun direktør for Dansk Kvindesamfunds to krisecentre og er en af dem, der ved mest om mænds vold mod kvinder herhjemme. Hun ved også, at de voldsramte kvinder gang på gang slår sig på omverdenens forestillinger og fordomme, og hun håber, at thrilleren både kan underholde og gøre os klogere.

– Der er så mange nuancer, som de færreste kender til, i fortællingen om partnervold. Der er så få, der helt forstår, hvad det vil sige at være udsat for vold, og hvad der gør det svært at gå, og jeg tror, at en større indsigt kan være en enorm hjælp, siger hun

Altid en årsag

Få hundrede meter fra Rådhuspladsen i København ligger et af Dansk Kvindesamfunds to krisecentre og tilbyder hjælp og midlertidig adresse til 20 voldsramte kvinder. Det er her, Lisa Holmfjord har sit kontor, og det er blandt andet her, hun gennem årene har talt med hundredvis af kvinder. Hun ved, at mange af dem møder en undren over, hvorfor de har levet med volden så længe, og hun ved, at svaret på netop dét spørgsmål er uendeligt komplekst

– Der er ALTID en årsag til, at man ikke bare går, og man bliver altid nødt til at kigge på den enkelte person for at forstå årsagen. Nogle kan med rette være bange for, at det bliver værre, hvis de går. At det kan koste dem eller deres børn livet. Andre er bange for, at ingen vil tro dem. ”For du har da været sammen med ham i 10 år?”. Eller bange for, at han får børnene. Den trussel er desværre også reel. Det er aldrig, fordi hun accepterer volden. Sådan en kvinde har jeg aldrig mødt, men jeg har mødt masser af kvinder, der har oplevet volden som et vilkår, de blev nødt til at leve med, fastslår Lisa Holmfjord.

Hun tilføjer en vigtig pointe: At voldsudøverne kommer i alle mulige udgaver. Der er de ekstreme, der går til yderligheder med deres uhyrligheder, som ham, der borede sin partner med en boremaskine i armen. Andre er helt almindelige mænd, der begår vold ud af afmagt og et ønske om kontrol. Blandt dem er der også nogen, der kan hjælpes til at bryde et farligt mønster.

I alle samfundslag

Forestillingen om, at ”man da bare kan gå” er én myte. En anden er, at det er et særlig slags kvinder, der bliver udsat for vold, oplever Lisa Holmfjord.

– Jeg tror, mange har en forestilling om, at vold i hjemmet er noget, der først og fremmest foregår i socialklasse 5. Det er Brian, der er arbejdsløs, og Belinda med de tynde bryn og lange negle. Eller det er Hassan og Fatima på Nørrebro. Man forestiller sig også ofrene som nogle med foreslåede ansigter, men som regel bliver man slået andre steder, så ingen kan se det. Et voldsoffer ligner dig og mig, og der er ingen socialklasse eller status i øvrigt, der gør dig immun over for vold. Der er læger, advokater, journalister – Belinda og Fatima er der også. Det er alle.

– Desværre er den fejlagtige forestilling om, hvem der bliver ofre for vold, ofte med til at fastholde nogle kvinder i de farlige forhold. Hvis du tænker på dig selv som en stærk og selvstændig kvinde og altså ikke ”typen, der bliver udsat for vold”, kan det gøre erkendelsesprocessen svær, fortæller Lisa Holmfjord.

– Måske sker det i et forsøg på at bevare din identitet, men det betyder, at det også tager noget tid at acceptere, at du har brug for hjælp. Samtidig oplever mange det som enormt stigmatiserende at komme på et krisecenter. Min erfaring er faktisk, at jo højere socialklasse, jo sværere er det at acceptere, at et krisecenter er løsningen, siger Lisa Holmfjord, der har ladet en del af thrilleren foregå på netop et krisecenter for at give et realistisk billede af, hvordan livet her ser ud

Plads til forbedring

Når det er så vigtigt at føje nuancer til fortællingen om partnervold i alle dens former, er det, fordi det forhåbentlig kan være med til at sikre kvinderne bedre hjælp. Både fra omgangskreds og kolleger og netværk i det hele taget og fra de myndigheder, ikke mindst politiet og retssystemet, som kvinden møder i det øjeblik, hun forsøger at bryde ud af det voldelige forhold, siger Lisa Holmfjord.

Hvis man bliver mødt med vantro fra veninden i det øjeblik, man forsøger at åbne op om det, man lever i og med, er det for eksempel svært at insistere på sin fortælling.

– Omgivelserne reagerer jo ikke sådan i ond mening. De reagerer sådan, fordi det er så svært at forstå, hvis man ikke selv har levet med det. Men hvis du som voldsramt kvinde oplever afvisning, vil du ofte trække dig og ikke prøve igen, siger hun.

I de 20 år Lisa Holmfjord har arbejdet med området, er der sket positive ting. Ikke mindst servicelovens paragraf 109, der siden 2006 har sikret kvinderne krav på at komme på krisecenter, hvis krisecenteret vurderer, at hun har været udsat for vold. Men der er stadig plads til forbedringer. Især hos politiet og i retssystemet, mener Lisa Holmfjord, der oplever, at her bliver kvinderne desværre ofte stadig mistænkeliggjort og i hvert fald ikke altid hjulpet. Og som hun formulerer det:

– De forkerte forestillinger gennemsyrer hele systemet, og der er brug for en lang større grad af forståelse for, hvad det egentlig vil sige at være voldsramt kvinde

Hvor grænsen går

Det starter som regel med en stormende forelskelse og en mand, der overdænger dig med kærlighed og opmærksomhed, og volden er sjældent en del af de første fantastiske måneder. Den kommer ofte først langt senere. Når han med små skridt har begrænset din frihed, isoleret dig fra venner og familie og indført en kontrol så subtil, at den ikke altid er til at få øje på.

Sådan kan et typisk forløb se ud med den vigtige tilføjelse, at hver historie er unik, siger Lisa Holmfjord og kommer så alligevel på opfordring med et bud på, hvad man skal være opmærksom som kvinde i et forhold, som kan udvikle sig voldeligt:

– Der er ingen gylden regel, men jeg vil sige, at hvis du gentagne gange kan mærke, at det er dig, der skal rette ind, for at I har det godt, så skal du nok gøre op med dig selv, om det er det, du vil

Hun beskriver den røde tråd i mange af de historier, hun har lyttet til; nemlig at mange af voldsudøverne er mestre i omgå partnerens grænse på en måde, så partneren tænker, at nå ja bare denne ene gang, for så bliver han glad.

Så mener du, at alle kvinder – og altså sådan en som mig – i princippet risikerer at ende i et voldeligt forhold?

– Om du også kan ende i et voldeligt forhold? Ja selvfølgelig! Vi kan alle ende i sådan et forhold. Når du møder en fantastisk mand, kan du jo ikke se på ham, om han er sådan en, der udøver vold mod kvinder, siger hun og tilføjer, at man skal huske, at langt de fleste fantastiske mænd rent faktisk er fantastiske

De fleste lander på benene

Fortællingen om partnervold er barsk og fyldt med ulykkelige skæbner. Det er fortællingen om mennesker, der lever med frygten og volden, der kan være både fysisk, psykisk og seksuel – og ofte er det hele på én gang. Men det er også fortællingen om kvinder, der på et tidspunkt bryder ud og med tiden rent faktisk lander på benene. Ofte efter en mellemlanding på de godt 50 krisecentre, der findes rundt omkring.

Og ja, der er fortællinger uden lykkelige slutninger. Hvor børn bliver taget som gidsler eller anbragt. Hvor volden og truslerne fortsætter, og manden aldrig bliver dømt. Hvor udenlandske kvinder bliver sendt ud af landet til en uvis skæbne, fortæller Lisa Holmfjord.

– Og det er megahårdt at opleve. Men til gengæld er der også sager, hvor bøtten vender. Hvor det ser sort ud og så falder det hele alligevel på plads. Den slags historier er der heldigvis flest af. Og hver historie er jo et bevis på, at det nytter.

Interviewet blev første gang bragt i Århus Stiftstidende d. 27. juni 2020.