Lisa Holmfjord, direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, debuterer som forfatter

Af Christina Alfthan
Foto: Robin Skjoldborg

Når Lisa Holmfjord d. 12. juni debuterer som forfatter, er der næsten gået ti år, fra hun fik ideen til det første manuskript, til Gyldendal bed på og ville udgive bogen ’Døden er kun et øjeblik’. Og de har ikke bare sagt ja til at udgive den. Gyldendal har i den grad set sig varm på Lisas talent som thrillerforfatter, så hun har allerede skrevet kontrakt på næste bog. Gyldendal har også sat det helt store PR-apparat i gang for at lancere Lisa som Danmark: nye thrillerforfatter, så selvfølgelig skal K&S også, som flere andre af de danske medier, have et interview med Dansk Kvindesamfunds forkvinde gennem otte år. For selvom det lyder som en ren succeshistorie, så har vejen fra idé til udgivelse været et langt, sejt træk, de færreste ville holde til. Lisa har dog aldrig selv være i tvivl om, at hun en dag ville få bogen udgivet. Men hun skulle lige finde den rigtige genre til det tema, hun brænder for at tale om, nemlig mænds vold mod kvinder:

”Mænd begår vold mod kvinder hver dag. Kvinder kommer på krisecenter hver dag. Mænd voldtager og slår kvinder ihjel og slipper alt for ofte uden at blive dømt og straffet. Der er altså intet nyt under solen her. Så hvordan får man folk til at interessere sig for det og de grusomheder, kvinder udsættes for?”

Det fandt Lisa ud af på den hårde måde, da hun havde skrevet sit første manuskript, der blev afvist af forlaget.

Samfundskritisk spændingsroman

”For mange år siden, da jeg var socialrådgiver i Dannerhuset, før jeg overhovedet kom på plottet til Døden er kun et øjeblik, skrev jeg en samfundskritisk roman, der fulgte 5 kvinder, efter de kom på krisecenter. En af mine yndlingsbøger er Vinterbørn, så det var lidt efter den skabelon, fortællingen var bygget op. Jeg mødte jo utallige kvinder med vidt forskellige baggrunde, men som alle havde det til fælles, at de havde levet sammen med en mand, der var voldelig – og nu mødte de så et offentligt myndighedssystem, der ikke tog deres angst og behov for støtte og beskyttelse alvorligt. Jeg sendte et manuskript til Gyldendal, men fik et pænt afslag, hvilket fik mig til at kassere romanudkastet. Men det var på basis af dette første manuskript, at jeg nogle år senere besluttede mig for at skrive et nyt manuskript. Det skulle stadig handle om mænds vold mod kvinder og samfundets reaktion, når disse kvinder beder om hjælp. Men denne gang skulle fortællingen bygges op som en spændingsroman,” fortæller Lisa Holmfjord.

Genreskiftet var egentlig ret nærliggende, for hun er selv en ivrig læser af spændingsromaner.

”Døden er kun et øjeblik er ikke skrevet for underholdningens skyld alene – bogen er også en samfundskritisk spændingsroman. Der er klart et samfundskritisk blik på emnet, der gennemsyrer fortællingen. Jeg vil give læseren en grundlæggende viden om mænds vold mod kvinder, og jeg forsøger at fastholde deres opmærksomhed med alle spændingsgenrens virkemidler,” forklarer hun.

Virkelighed eller fantasi?

Uden at afsløre for meget kan man roligt sige, at ’Døden er kun et øjeblik’ er helt basalt spændende. Det er en psykologisk thriller, hvor man fra starten ved, hvem der er offer, og hvem der er gerningsmand, og som handlingen skrider frem, fornemmer man, hvor grusomt det kan ende, hvis Esther, der er hovedpersonen, ikke gennemskuer sin psykopatiske og voldelige mand. Hvordan det går, skal jeg ikke afsløre her, men bogen er også en skarp kritik af retssystemet, der alt for ofte møder voldsramte kvinder med mistro og udstiller dem fremfor at beskytte dem, og som frikender voldelige mænd. Lisa understreger, at ingen af personerne i bogen er virkelige personer. Men det kunne de godt have været.

”Naturligvis er der træk hos både hovedpersonen Esther og de andre kvinder på krisecenteret, som er skabt på baggrund af mine samtaler med voldsramte kvinder gennem de sidste 20 år. Ligesom jeg har trukket på observationer fra virkeligheden, da jeg skabte de andre personer i bogen.  Men ingen kan sige, ’Hov, det er mig og mit liv, som du har skrevet om der.’ Jeg kan, som alle andre forfattere, sagtens skabe en fiktiv historie, baseret på gedigen research. Men jeg håber, at historien vil give mening for voldsramte kvinder. De må gerne kunne genkende sig selv gennem personernes overvejelser, valg og modstand. Det samme gælder for læsere, der ikke har været udsat for vold. Missionen er fuldført, hvis de er blevet klogere, når de lukker bogen. De må gerne sige, ’Nu forstår jeg bedre, hvorfor de ikke bare går fra ham,’ siger Lisa Holmfjord.

Ingen privilegier beskytter mod vold

En del af bogen foregår i en velhavervilla i Rungsted i Nordsjælland, og den voldelige ægtemand er en respekteret læge. Det er helt bevidst, for det har været vigtigt for Lisa at vise, at vold sker i alle samfundslag. Også i overklassen. For selvom de umiddelbart har flere ressourcer, så er det helt andre kræfter, der er på spil, når der er vold i en relation. Her er penge ingen beskyttelse, nærmere tværtimod, mener Lisa:

”Vi har en tendens til at skabe en forestilling om, at volden foregår i Urbanplanen hos Tommy med tatoveringerne og Belinda med de malede bryn og kunstige negle, eller for den sags skyld hos Hassan og Fatima på Nørrebro. Men partnervold foregår alle vegne. Nogle gange er den bare nemmere at skjule. Er der styr på karrieren og på de fysiske rammer, så kan det være svært at se bagom facaden. Samtidig tror jeg også, at det kan være sværere for kvinder i overklassen at bede om hjælp. Der er simpelthen for meget at miste,” siger hun.

Livet på et krisecenter

Landets krisecentre redder mange kvinder ud af voldelige forhold og videre i livet. Men det betyder ikke, at det hverken er nemt eller sjovt at bo på krisecenter, hvilket bogen også beskriver.

”Det er mere end almindeligt naboskab at bo på krisecenter sammen. Forstil dig, at du skulle bo tæt sammen med kvinder og deres børn, som du slet ikke kender. Du skal dele stue, bad og køkken med dem, samtidig med at du selv er i krise. I bor så tæt sammen, at du kan lugte, når de har dårlig mave. Nogle kvinder danner venskaber for livet på et krisecenter, mens enkelte ikke kan udstå hinanden. Men lige så hårde de kan være indbyrdes, lige så beskyttende har jeg også oplevet dem agere. De står sammen, når det hele kollapser for den enkelte. For de er i samme båd, og det ved de bedre end os, der står ved siden af og prøver at give dem en hjælpende hånd videre i tilværelsen,” fortæller Lisa med så meget ømhed, at man slet ikke er i tvivl om, at hendes hjerte banker for kvinderne og børnene på krisecentrene.

Det er også indenfor den verden, hun har tilbragt de sidste næsten 20 år, først som socialrådgiver og de sidste mange år som direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Så det har ikke kun været den kreative proces med at skrive bogen, der har været en udfordring, det har også været svært at finde tiden.

”Jeg har sjældent har haft tid til at skrive i lang tid i stræk, fordi jeg har haft for travlt. Det har betydet, at manuskriptet har ligget brak i halve år eller mere, før jeg har skrevet videre på historien. Og det kræver altid energi og tid at komme ind under huden på personerne igen,” fortæller Lisa, der allerede er i gang med plottet til næste bog.

”Det bliver en fortsættelse, hvor man følger en af bipersonerne fra krisecentret.”

Fakta: Lisa Holmfjord er født i 1966 og uddannet socialrådgiver. Hun har arbejdet 4 år på Danner, hvoraf de 2 var som konstitueret leder. I 2007 blev hun leder af Dansk Kvindesamfunds Krisecenter. Hun er mor til fire, hvor den ældste er 30 og den yngste er 9 år. Hun bor med sin kæreste i Tårnby.

Dette interview blev første gang bragt i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad Kvinden&Samfundet, juni 2020