Facebook Twitter Instagram search

Hvis jeg bryder med min familie…

Jeg er en ung kvinde på 23 år, med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg er studerende og mangler ca. 1 år før jeg er færdiguddannet.

Jeg har besluttet mig for at bryde det mønster jeg lever i, hvor mine forældre kontrollerer alt. Jeg er muslim, men har en dansk kæreste, hvilket mine forældre ikke ved noget om, da de aldrig vil acceptere dette. Ydermere ønsker jeg at flytte et sted hen hvor mine forældre ikke kan kontrollere mig hele tiden. Lige pt. bor jeg hos en ven af familien, men jeg er nødt til at besøge mine forældre hver dag, og de kan slet ikke forstå at jeg gerne vil have mit eget sted og at jeg gerne vil være selvstændig.

Derfor har jeg besluttet at gøre op med det hele, og forsøge at finde en bolig tæt på mit uddannelsessted.

Jeg aner ikke hvad min forældres reaktion bliver, når jeg en dag ikke dukker op mere og kun efterlader et afskedsbrev.

Derfor vil jeg høre om I har nogle råd, eller hvordan og hvorledes burde jeg håndtere dette? Nogle siger at jeg måske burde tale med dem om det, men jeg tror desværre ikke at det nytter. Min far har nogle voldelig tendenser og er en meget vred person, så jeg vil helst undgå alt det der.

Jeg vil gerne høre, om I har erfaringer med hvad der sker med kvinder der vender familien ryggen? Det er jo ikke ligefrem det nemmeste, kommer man over det med tiden?

Jeg er rimelig sikker på at det er det jeg vil, jeg ønsker ikke at min familie er en del af mit liv længere, da de nok ikke kan acceptere mit valg.

Hvad skal jeg gøre?

Tak fordi du tog dig tid til at læse min mail.

Hilsen
MS


Kære MS
Jeg kan læse, at du er i en rigtig svær situation, som kræver, at du træffer nogle svære beslutninger meget snart.

I din mail fortæller du, hvordan du har levet sammen med dine forældre, som har kontrolleret dig hele tiden, og at din far er en meget vred person, som kan være voldelig. Du fortæller, at du er muslim, men at du har en dansk kæreste, som dine forældre ikke kender til, men at du har en fornemmelse af, at de aldrig ville kunne acceptere det. Du fortæller yderligere, at du har besluttet dig for at bryde det mønster, du lever i, hvor dine forældre har kontrollen over dig.

Du lyder til at være en stærk og modig ung kvinde, der står overfor et meget svært valg, og det er forståeligt, at du i den situation føler dig alene og er bange for, hvad der skal ske.

Det er vigtigt, at du ved, at du ikke er alene, og at der er andre unge, der oplever lignende konflikter med deres forældre. Mange oplever, at konflikterne opstår, når deres ønsker ikke kan forenes med familiens forventninger. Det kan være svært, når man selv på mange måder ønsker at bestemme, hvordan ens liv skal forme sig, selv vil vælge, hvem man vil være sammen med, eller hvilken uddannelse man vil have.

Samtidig kan det være, man er opdraget til, at familiens interesser og behov er vigtigst. Mange oplever ligesom dig at være udsat for social kontrol, psykisk og fysisk vold og en manglende forståelse fra forældrenes side. Som når du for eksempel skriver, at dine forældre har svært ved at forstå, at du gerne vil have dit eget sted at bo, og at du gerne vil være selvstændig.

Ud fra de oplysninger du har givet, er det helt forståeligt, at du er bekymret for, hvad konsekvenserne kan være, hvis du afbryder kontakten med din familie. Du har god grund til at være bekymret, og det er vigtigt, at du passer på dig selv, og at der er nogen til at passe på dig, så du ikke er alene.

Du skriver, at du lige nu bor ved en veninde, men at du besøger dine forældre hver dag. Dette lyder som om, at det er første skridt til at forsøge at lade dem forstå, at du har brug for et selvstændigt liv, og det er godt, at du har nogle omkring dig som støtte.

Du giver udtryk for, at nogle synes, at du måske burde tale med dine forældre, men at du selv har en fornemmelse af, at det ikke vil nytte. Det er vigtigt, at du lytter til din egen fornemmelse, da det er dig, der kender dine forældre bedst. Det er vigtigt, at du er i sikkerhed, hvis du vælger at tale med dine forældre, så der ikke sker dig noget.

Du har altid mulighed for at kontakte LOKK – landsorganisationen for kvindekrisecentre på telefon 70 27 76 66. De vil kunne hjælpe med at finde et krisecenter, hvor du kan føle dig tryg, og hvor du kan få støtte.

LOKK har også en rådgivning særligt til unge med anden etnisk baggrund end dansk, hvor du vil kunne få rådgivning og vejledning af professionelle, som har særligt kendskab til konflikter der forbinder sig til familierelaterede og æresrelaterede problemer.

LOKK har desuden et særligt tilbud om konfliktmægling, hvor målet er at skabe dialog mellem den unge og familien. Du kan eventuelt læse mere om æresrelaterede konflikter og konfliktmægling på deres hjemmeside www.lokk.dk, inden du tager en beslutning om at kontakte dem.

Det kan være svært at sige præcist, hvad der kan ske, hvis du vender din familie ryggen. Måske bliver det en beslutning, der kommer til at gælde for resten af dit liv og det kan være svært. Samtidigt er det også vigtigt at tage risiciene alvorligt, i tilfældet af, at din familie begynder at true dig, når de finder ud af dit valg.

I det tilfælde, har du altid den mulighed at tage ophold på et krisecenter for voldsudsatte kvinder, hvor du kan få hjælp og støtte fra professionelle, indtil du finder dit eget sted at bo og indtil truslerne har lagt sig. Uanset hvad, så kan det være en god idé, at du overvejer at være på et sikkert og trygt sted, hvis du vælger at bryde kontakten til din familie, om end midlertidigt.

Forhåbentligt har du fået lidt mere klarhed over dine muligheder. Det vigtigste budskab er dog, at du passer på dig selv.

Du er meget velkommen til at kontakte os igen, hvis du ikke føler, at du har fået tilstrækkeligt svar eller har andre spørgsmål. Du kan også komme til vores krisecenter for yderligere råd og vejledning, ligesom vi kan være behjælpelige med at finde et sikkert sted, hvor du kan være, hvis du skulle få behov for det.

Vi bor på Vodroffsvej 40, 1900 Frederiksberg C. Du kan også kontakte os telefonisk, såfremt du har yderligere spørgsmål eller kommentarer, på telefon 82 51 52 00

De bedste hilsner
Brevkassen