Facebook Twitter Instagram search

Familieretshusene tager ikke krisecentererklæringerne alvorligt

Astrid Lyng Hjuler, socialrådgiver og faglig leder hos Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, er bekymret for, at de nye familieretshuse træffer afgørelser i forældremyndigheds- og samværssager uden at tage volden med i afgørelsen, hvis den ikke er politianmeldt. Dermed lever familieretshusene ikke op til den nye intention om, at også mistanke om vold skal undersøges.

Af Christina Alfthan


Socialrådgiver og faglig leder, Astrid Lyng Hjuler. Foto: Heidi Maxmiling. 


Intentionen var god, da de nye familieretshuse blev åbnet 1. april 2019. Man ville bl.a. ændre systemet, så de alvorlige sager med vold og misbrug ikke blev blandet sammen med de almindelige skilsmissesager. Og inden det nye system blev taget i brug, var der et grundigt benarbejde, hvor krisecentrene også var med på råd, og der var fokus på, at man ville beskytte børnene bedre mod vold og overgreb.

Astrid Lyng Hjuler fra Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, som også sidder i bestyrelsen for socialrådgivere på kvindekrisecentre under Dansk Socialrådgiverforening, blev også hørt, da ministeren skulle forme det nye system. Men indtil nu er de fine intentioner ikke fulgt op. Dels fordi sagerne hober sig op, og fordi det er de samme jurister og børnesagkyndige, der sidder med sagerne, uden at de har fået efteruddannelse i, hvordan de skal tolke denne lov og gribe den an. Ifølge Astrid Lyng Hjuler er problemet både ventetiden og afgørelserne:

”Vi er ude i akutte sager, hvor moderen er på krisecenter, mens faderen tilbageholder børnene, og moderen har ikke set børnene i et år. Hvor man før kunne få tvangsudleveret børnene af fogedretten, skal man nu gå i familieretten. Men her er der mange måneders ventetid. Endda over et år.”

Og i de sager, der er afgjort, er der en bekymrende tendens.

Vold medregnes ikke
”Der er en tendens til, at vold ikke er med i afgørelserne, hvis volden ikke er politianmeldt. Det, som vi kan se, er, at de fleste jurister stadig gerne vil have dokumentation for vold. Dvs. hvis volden ikke er politianmeldt, vil den ikke ligge til grund for en afgørelse. En krisecenterfaglig erklæring skulle sidestilles med en psykologfaglig erklæring, men det er ikke det, vi ser, hvilket ellers lå til grund for det nye helhedssyn. Det er et kæmpe problem,” understreger Astrid Lyng Hjuler.

På krisecentrene rådgiver de alle kvinder til at politianmelde volden. Men der er flere etiske problemer i det.

”Kan hun overhovedet anmelde volden? 90 procent af al partnervold handler jo om at skjule den, så har andre hørt om volden? Ønsker hun at anmelde den, eller frygter hun, at volden forværres ved at gøre det? Har hun fået lov til at gå til lægen for at dokumentere volden eller få lægehjælp til skaderne?  I langt de fleste tilfælde er det kun kvinden og manden, der ved, det er foregået.  Det kan derfor være svært for kvinden at løfte bevisbyrden og få anmeldt volden.  Og det nye var jo, at volden skulle tages alvorligt og undersøges, selvom den ikke var politianmeldt, og det bliver den ikke.”

Systematisk krænkelse af kvinder
Derfor er der brug for en opkvalificering, så dem, der arbejder i familieretshusene, ved, hvordan man skal fortolke loven, siger Astrid Lyng Hjuler.

”Der mangler viden om vold, hvordan man taler om vold. Man skal ikke bare kunne slippe afsted med at sige ’der ikke var vold’. Der skal spørges detaljeret ind til situationen, ’Hvad skete der den aften…’ Og der skal laves forældrekompetenceundersøgelser. Krisecentrene fanger, hvis morens kompetencer er bekymrende. Vi ser, hvis hun har et misbrug, hvis hun er voldelig overfor børnene eller har psykiske udfordringer, der gør det svært at være en god nok mor. Men den angiveligt voldelige part bliver der ikke spurgt til. Der er ingen, der tager hjem til ham. Der er ingen der spørger ind til ham eller spørger hans netværk. Der er ingen, der får tegnet et ordentligt billede af faren. Det var det, vi havde håbet på, men det er ikke sket.”

Der står i loven, at Familieretshusene kan vælge at undersøge forældrenes kompetencer, men indtil videre har de ikke valgt at undersøge faderens forældrekompetencer, men de vælger at indhente beskrivelser fra krisecentrene, hvor de kan læse om moderens forældreevne.

”Det vil sige, at en mistanke om en voldelig far ikke bliver fulgt op. Det handler om systematiske offentlige krænkelser af børn og kvinder, som ikke bliver beskyttet af det system, der havde lovet, at de ville beskytte dem, fordi volden bliver skrevet ud af afgørelserne, fordi den ikke er politianmeldt, eller fordi de ikke synes, den er så vigtig,” forklarer hun.

Interviewet blev første gang bragt i Kvinden&Samfundet, december 2020