Debatindlæg af Lisa Holmfjord i Berlingske: Når kvinden provokerer, slår manden.

Af Lisa Holmfjord, direktør Dansk Kvindesamfunds Krisecentre

Begge udsagn kommer fra den netop lancerede rapport ’Undersøgelse af indbyrdes vold’, bestilt af Udenrigsministeriets ligestillingsafdeling og leveret af Syddansk Universitets Videnscenter for Psykotraumatologi. På basis af 200 håndplukkede undersøgelser konkluderer rapporten, at kvinder og mænd er lige gode om volden, med en lille overvægt i kvinders disfavør.  Til overflod konkluderer rapporten også, at den slags vold, der sender kvinder på krisecenter, er et sjældent fænomen. – Fortæl det til de 4561 voldsramte kvinder, der blev afvist på grund af pladsmangel sidste år.

Jeg anerkender, at kvinder kan være voldelige, men rapporten giver mistanke om, at forfatterne har ønsket et bestemt resultat. De 200 undersøgelser, der bruges som argumentation for konklusionen, er yderst problematiske. På nær to bruger de alle metoden Conflict Tactics Scale (CTS)til at dokumentere den gensidige vold. Men den metode tager ikke højde for, hvorvidt volden sker i selvforsvar.  Andre undersøgelser har fastslået, at kvinder reagerer i selvforsvar i 2/3 af de tilfælde, der måles med CTS. Men de er ikke medtaget i denne rapport.

Kvinden, der skubber sin mand væk, fordi han vil slå hende, eller kvinden, der kradser sin mand i ansigtet, imens han sidder oven på hende, scorer derved lige så højt, som den primære voldsudøver, manden. Begge dele tæller som vold. Det gælder også, når kvinden taler på en måde, der provokerer den primære voldsudøver, som derfor begår den fysiske vold. Kvinden provokerer. Manden slår. Gensidig vold.

En voldelig handling er altid bevidst og strategisk, hvad enten den sker for at få magt og kontrol over et andet menneske, eller den sker som en fysisk modstand mod den andens voldelige adfærd. Så begge parter i et forhold kan sagtens udøve vold, men dermed være ikke sagt, at den er ligeværdig, for der er altid kun én primær voldsudøver – som har magten og forsøger at bevare den med vold. Derfor kan et parforhold mellem to mennesker, hvor der forekommer vold, aldrig foregå i et ligeværdigt samspil, som rapporten postulerer.

Vi trænger til et opgør med billedet af den voldsramte kvinde som et viljeløst offer, der aldrig yder modstand. Ingen gør ingenting. Alle gør modstand. Når vi oplever uretfærdighed, når andre mennesker overskrider vores grænser, så gør vi modstand. Det gælder ikke kun i de nære relationer, men er almenmenneskeligt. Konteksten afgør, hvordan modstanden kommer til udtryk. Hvis en fysisk modreaktion anses for farlig, foregår modstanden mentalt. Reaktioner i form af fysisk modvold er imidlertid de mest interessante for os, fordi de er synlige og sparker til vores billede af det viljeløse offer for partnervold.

Utallige undersøgelser har gennem tiden forsøgt at konkludere, at det er en særlig type kvinder, der bliver udsat for vold, og en særlig type mænd, der begår den. Dermed handler det heldigvis ikke om os, resten af befolkningen. Denne rapport er ingen undtagelse. Men så simpelt kan det ikke udlægges.

Jeg har arbejdet på krisecenter i 17 år og har talt med hen ved tusind kvinder. Min praksiserfaring har lært mig, at kvinder ikke bliver mishandlet, fordi de mangler grænser. Kvinder bliver mishandlet, fordi der er mænd, der ignorerer disse grænser og overskrider dem. Voldsramte kvinder er heller ikke ubevidst tiltrukket af voldelige mænd. Voldelige mænd ved, at kvinder ikke er tiltrukket af voldelige mænd. Derfor indleder de ikke forholdet ved at stikke kvinden en flad. I stedet kurtiserer de hende. De øser ud af deres kærlighed og omsorg som alle andre gode mænd, der er forelsket i en kvinde. Hun aner ikke, hvad der gemmer sig i ham, før det er for sent. Kvinder, der elsker mænd, som viser sig at være voldelige, har heller ikke en større andel af psykiatriske diagnoser end resten af befolkningen. Men efter nogle år i helvede lider rigtig mange af dem af angst og svær depression.

Det samme gælder forskellen i disse kvinders modstand. Hvad enten det handler om en manglende synlig modstand eller aktiv fysisk reaktion på ydmygelserne, så skyldes forskellen ikke, at kvinderne er masochister, har manglende selvværd, dårlige opvækstvilkår eller en psykiatrisk overbygning. Forskellen på, hvordan modstanden kommer til udtryk, afhænger af, om hun tror på, at der er nogen, der kan hjælpe hende, hvis hun rækker hånden ud og beder om den.

Denne rapport giver hende det svar, at hun må ransage sig selv og sine reaktioner og påtage sig en del af skylden for volden. For hvis hun ikke var så provokerende, hvis hun ikke gjorde modstand, så ville han ikke være så forbandet voldelig. Det er en skam, for det er min erfaring, at det netop er det, han har sagt til hende gennem alle årene.

Nu siger Ligestillingsministeriet det samme med denne rapport.