Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet takker for muligheden for at afgive høringssvar til forslag om ligestilling af krisecentertilbud til mænd og personer, og har med interesse læst forslaget. Vi fremsender hermed vores bemærkninger.

I Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet mener vi, at alle personer udsat for vold af en partner, ekspartner eller familiemedlem skal modtage rettidig hjælp og have adgang til voldsfaglige specialiserede tilbud, der støtter dem i at bearbejde voldens konsekvenser og hjælpe dem videre til et liv uden vold. Vi finder det positivt, at der ikke rejses tvivl om, hvornår voldsudsatte har ret til krisecenterophold.

Vi bifalder, at SEL § 109 med forslaget ikke kønsneutraliseres. Vi finder det samtidigt afgørende, at en ændring af SEL § 109 tager hensyn til de sociale og økonomiske konsekvenser, som volden medfører, og at ændringen tager hensyn til de kønnede forskelle i forhold til omfang, konsekvenser og hyppighed og dertilhørende behov.

En revidering SEL § 109 skal sikre, at voldsudsattes behov for hjælp, støtte, rådgivning og beskyttelse dækkes af krisecentertilbud. Vi finder, at forslaget på nogle områder med fordel kan skærpes, og kommer hermed med en række bemærkninger.

Sikkerhedsvurderinger og beskyttelsesforanstaltninger er centrale for krisecentertilbud

Alle med et beskyttelsesbehov skal have ret til krisecenterophold. Kvindekrisecentre foretager i dag altid sikkerhedsvurderinger, når en kvinde og hendes eventuelle børn flytter ind. Beskyttelse bør være en kerneopgave for alle krisecentre.

Sikkerhed er en afgørende faktor, når en kvinde og hendes børn visiteres til krisecenterophold. Derfor bør brugen af anerkendte risikovurderingsværktøjer være et krav for krisecentrenes visitationsproces. Det medfører i nogle tilfælde, at kvinder ud fra et sikkerhedsperspektiv indskrives på krisecentre, hvor der er stor fysisk afstand til kvindens bopælskommune. Samtidig udarbejdes en sikkerhedsprofil af kvinden, hvor det vurderes, om kvinden for sin og børnenes sikkerhed bør flytte bopælskommune.

Med forslaget forstås beskyttelse som ”beskyttelse fra voldens konsekvenser” (s. 32, 38, 47). Det bør fremgå tydeligt af forslaget, at beskyttelse på krisecentrene defineres som beskyttelse mod volden, mod flere overgreb og mod potentielt drab. Kvindekrisecentrene har i dag en høj grad af sikkerhed med bl.a. overvågning og førnævnte sikkerhedsprofiler, da kvinder på krisecentre frygter for deres egen og deres børns sikkerhed. Forskning, erfaring og statistik underbygger, at dette er en velbegrundet frygt.

Børns ret til beskyttelse og voldsfaglig støtte og rådgivning

Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet bifalder, at børn og unge, som har oplevet eller været vidne til fysisk eller psykisk vold i nære relationer kan modtage behandling af en psykolog med kun én forældremyndighedsindehavers samtykke.

Samtidig bemærker vi, at udvidelsen af målgruppen ikke inkluderer definitionen af børn som selvstændige rettighedsindehavere. Det vækker bekymring, at børn ikke indtænkes i revideringen af SEL § 109, da mere end 2200 børn hvert år ledsager deres mor på krisecenter. Børn bør med forslaget indtænkes som mere end blot ledsagere, men som voldsofre. Børnene har overværet vold i hjemmet, og oplever alvorlige konsekvenser af volden, som er dybt skadelige og som kræver en voldsfaglig indsats fra specialiseret personale. Derfor bør børn få ret til at modtage voldsfaglig rådgivning, støtte, omsorg og beskyttelse. Denne indsats, som ligeledes bør forstås som forebyggende, bør defineres tydeligt i forslaget for at sikre børns udvikling, sikkerhed og helbred samt for at forebygge generationsvold.

Alle børn, der ledsager deres forælder på krisecenter, bør modtage en børnefaglig indsats. For at sikre at dette reelt udføres, kan der med fordel inkluderes et børneperspektiv i Socialtilsynets kvalitetsmodel i tilsynsrapporten, som i dag ikke indeholder en kvalitetssikring af det nødvendige voldsfaglige arbejde med voldsramte børn. På den måde kan Socialtilsynet forholde sig til, om den børnefaglige indsats beror på en stærk voldsfaglighed, der bidrager til, at børnene får hjælp og støtte til at bearbejde voldens konsekvenser. 

Etableringsret skal bero på behovsanalyser og faglighed

Vi vil opfordre til, at etableringen af nye krisecentre beror på behovsanalyser for at sikre en forsvarlig og ansvarlig geografisk dækning. Vi opfordrer yderligere til, at dette kan foregå gennem en implementeringsperiode, hvor antallet af krisecenterpladser jf. behov monitoreres. Voldsfaglighed bør indgå som et specifikt parameter i vurderingen af kvalitet og relevans for etableringen, såvel som at Socialtilsynet bør have ”voldsfaglig kvalitet” som et særskilt tilsynstema. Socialtilsynets krav til krisecentrene bør skærpes. så der ved etableringen af nye krisecentre indgår et krav til en stærk voldsfaglig værktøjskasse blandt medarbejdere og ledelse. En central del af kvindekrisecentrenes virke er deres voldsfaglige viden og praksis, som er etableret på et mangeårigt fundament af forskning og praksiserfaring. Voldsfagligheden bør derfor inkludere viden om voldstyper, voldsdynamikker og voldens konsekvenser for den relevante gruppe, og suppleres af socialfaglig ekspertise og indsigter i gruppens behov og udfordringer. Den praksis bør fortsætte.

Skab transparens om finansieringsmodellen

Vi finder det bemærkelsesværdigt, at den foreslåede finansieringsmodel til krisecentre for hhv. mænd og personer adskiller sig fra den nuværende finansieringsmodel, som kvindekrisecentrene i dag efterlever. Vi registrerer, at forslaget generelt er uklart i dets finansiering, og henviser til, at ministeriet offentliggør, hvordan midlerne fordeles samt hvordan behovet er udregnet.

Afsluttende bemærkninger

Vi er undrende over, at der med forslaget ikke er blevet lyttet til de særskilte behov, som målgrupperne har. Forslaget bør fx bemærke, at nogle grupper er dobbeltudsatte fx migrantkvinder eller LGBT+. Det fremstår derudover utydeligt, hvad definitionen af "personer" indebærer, og forslaget forsømmer derved at inkludere eksisterende viden om behov og udfordringer for de særskilte grupper.

Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet vil gøre opmærksom på, at det kønnede element i partnervold og vold i familien ikke må skjules og dermed udviskes med forslaget. Kvinder er dobbelt så udsat for partnervold sammenlignet med mænd, og den partnervold kvinder udsættes for er hyppigere, mere alvorlig og indgyder mere frygt. Kvinder er tre gange så hyppigt som mænd udsat for psykisk partnervold. For de øvrige voldsformer er kvinder dobbelt så udsat Derudover spiller den historiske ulighed mellem mænd og kvinder en rolle i den vold, kvinder udsættes for.

Med Danmarks ratificering af Istanbulkonventionen følger en forpligtelse til at bekæmpe kønsbaseret vold gennem lovgivning, politikker, støtteforanstaltninger, dataindsamling og forebyggelse. At volden har kønnede forskelle, er anerkendt i konventionen, som definerer kønsbaseret vold som: ”Vold, der udøves mod en kvinde i kraft af hendes køn eller som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad” (art. 3). Konventionen markerer ydermere, at stater skal have særligt fokus på voldsudsatte kvinders sikkerhed (art. 18). At den partnervold, som kvinder udsættes for, er farligere og mere alvorlig, samt at forskellige køn udsættes for forskellige former for vold og i forskellig grad, skal derfor afspejles i SEL § 109.

At kvinder med SEL § 109 har en anden retsstilling end mænd er - og har altid været - velbegrundet. Der er kønnede forskelle i volden, som ikke må udviskes i udvidelsen af krisecenterparagraffen.