Social-, Bolig- og Ældreministeriet har sendt forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven (Styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, samt forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer) i høring.

Dansk Kvindesamfunds Krisecentre bemærker med stor beklagelse at Folketingets partier med forslaget - og på trods af protester fra en række internationale organer og organisationer - ønsker at indføre begrebet ’forældrefremmedgørelse’ i dansk lovgivning.

Begrebet savner faglig og videnskabelig legitimitet

Begrebet ’forældrefremmedgørelse’ henviser ifølge Aftale om et forbedret familieretligt system til en forælders bevidste manipulation af et barn med det formål at afbryde kontakten mellem barnet og den ’fremmedgjorte’ forælder.

Der er dog ikke noget empirisk materiale, der forklarer fænomenet forældrefremmedgørelse, ej heller nogen påviselig effekt. Regeringens forståelse af ’forældrefremmedgørelse’ er både kontroversiel og savner videnskabelig legitimitet blandt fagfolk og i forskningslitteraturen (2019). Det er samtidig uklart, hvordan en såkaldt ’fremmedgørelse’ af den ene forælder skal kunne vurderes objektivt. Af samme årsag frarådes anvendelsen af 'forældrefremmedgørelse’ som begreb af en lang række internationale organer og professionelle organisationer som:

• Verdenssundhedsorganisationen WHO (ICD-11)

• American Psychiatric Association (DMS-5)

• FNs Kvindekomité (CEDAW)

• The American Professional Society Against Child Abuse (APSAC)

• The interdisciplinary Association for Family and Conciliation Courts (AFCC)

• The National Council of Juvenile and Family Court Judges (NCJFCJ)

• Den Europæiske Forening for Psykoterapi

• Europa-Parlamentet (beslutning af 6. oktober 2021)

• GREVIO - Group of Experts on Action against Women and Domestic Violence (2021)

Begrebet underminerer barnets perspektiv

Når en forælder bruger begrebet ‘forældrefremmedgørelse’ om manglende kontakt til sit barn og barnets manglende ønske herom, bliver udgangspunktet at barnets udsagn ikke er baseret på virkelige erfaringer. På den måde kan påstande om ‘forældrefremmedgørelse’ potentielt underminere barnets perspektiv, hvilket ikke er i overensstemmelse med principperne i barnets lov og den familieretlige reform.

Der kan være mange og komplekse årsager til, at et barn ikke har kontakt til den ene af sine forældre, og som regel er det ikke kun én faktor, der gør udslaget. Afvisning af en forælder kan bunde i forskellige ting, fx omsorgssvigt, overgreb, at relationen til den afviste forældre er problematisk, fx fordi samværsforælderen skælder meget ud, ofte er vred, eller at der generelt er flere sammenstød med den ene forælder. Hvis børns modstand mod en forælder tolkes som forældrefremmedgørelse, oversimplificeres barnets situation.

Ifølge VIVEs undersøgelse af fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven (2022) er den hyppigste begrundelse for ikke at udlevere et barn, at barnet ikke vil til samvær eller tilbage til bopælsforælderen. I disse fuldbyrdelsessager er der oftere end i andre familieretlige sager mistanke om vold eller oplysninger om fysisk eller psykisk vold. To ud af tre af familierne er kendetegnet ved, at der er mindst tre risikofaktorer, fx psykisk sygdom, omsorgssvigt, kriminalitet, forekomst af misbrug eller oplysninger om vold i sagen.

Vi er bekymret for, om indførelsen af ’forældrefremmedgørelse’ vil medføre et ensidigt fokus på, at børn manipuleres til ikke at ville have samvær, og at man dermed vil overse risikofaktorerne.

Komiteen for FN’s Børnekonvention har yderligere peget på, at myndigheder må tage udgangspunkt i barnets ret til at udtale sig frit, at blive hørt og få dets synspunkter tillagt vægt efter dets alder og modenhed. Myndighederne skal derfor ikke gennemtvinge en kontakt med argumentet om, at barnet er fremmedgjort, hvis barnet giver udtryk for, at det ikke vil have samvær.

Der er allerede redskaber til at imødegå samarbejdschikane i lovgivningen

Forældrenes evne til at samarbejde om barnet er allerede et vigtigt element i vurderingen af barnets bedste efter forældreansvarsloven. Samarbejdschikane kan allerede i dag tillægges betydelig vægt ved afgørelser. Hvis konflikterne om samarbejdet om barnet skyldes, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, kan det få betydning for afgørelsen om forældremyndighed eller om barnets bopæl.

Samarbejdschikane imødekommer de tilfælde, hvor en forælder ikke evner at samarbejde om barnet. Der er derfor ikke brug for at tilføje et nyt begreb i loven – og slet ikke et begreb, der savner legitimitet.

Familieretshuset faglige vurderinger vil ikke være fyldestgørende

Vi stiller os undrende over for, hvordan Familieretshuset skal undersøge, om der er tale om ’forældrefremmedgørelse’, når ingen kender den egentlige betydning, og det ikke er fagligt underbygget? Hvordan sikres det, at begrebet ikke misbruges som grundløse anklager, der afholder forældre fra at fortælle om forholdene, herunder om omsorgssvigt og vold i familien af frygt for at blive anklaget for ’forældrefremmedgørelse’?

Når der ikke foreligger videnskabelig viden, der understøtter brugen af begrebet, vil det for det familieretlige system skabe en uigennemsigtig praksis. Familieretshuset vil ikke have viden, som kan bruges til at efteruddanne det faglige personale, så de kan træffe kvalificerede beslutninger i sager, hvor et barn ikke ønsker samvær med en forælder. Det betyder, at i tilfælde hvor en forælder identificerer sig selv som værende blevet ’fremmedgjort’, har Familieretshuset ikke et objektivt vidensgrundlag for at vurdere denne forælders påstand.

Vi ser med bekymring på brugen af dette begreb og de nye praksisser det måtte afføde. Det er i forvejen vanskeligt for Familieretshuset at gennemskue, om der er tale om vold i familien.

Familieretshusets praksis skal snart evalueres af VIVE. Vi anbefaler at afvente evalueringen af det familieretlige system, før man indfører ny lovgivning på området.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Regeringen beskriver at forslaget vil øge ligestillingen mellem mænd og kvinder, da tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen vil forbedres så udfaldet bliver at flere fædre vil få fastsat samvær og gerne hurtigere. Vi stiller os kritiske over for denne oversimplificering om, at begrebet ‘forældrefremmedgørelse’ bidrager til et mere ligestillet forældreskab. Det er stærkt bekymrende at der i lovforslaget står, at indførelsen af begrebet vil føre til genoptagelse af afviste sager om kontaktbevarende samvær med det formål at fastsætte flere midlertidige samværsordninger og gerne hurtigere. Voldsudsatte mødre vil opleve at have meget lidt retssikkerhed i sager, hvor argumenter om forældrefremmedgørelse fremføres (Bjørnholt 2021).

Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er bekymret for, hvad det vil have af konsekvenser for voldsudsatte kvinder og børn, da der ikke er blik for hvordan ‘forældrefremmedgørelse’ underminerer barnets ret til selvbestemmelse og hvordan begrebet kan misbruges til at underminere anklager om vold og omsorgssvigt.

Samtidig stiller vi os undrende overfor at forslaget fremhæves som en positiv udvikling for mænds ligestilling. Fokus skal ikke være på mænds ligestilling og fædres ret til barnet, men på barnets ret til en opvækst med tryghed og omsorg.

Begrebet kan misbruges til at underminere anklager om vold

Erfaringer fra lande, der har indført forældrefremmedgørelsesbegrebet (bl.a. Italien, Irland, Spanien, Brasilien og Australien) viser, at begrebet ofte bruges af en voldelig forælder som middel til at forhindre, at den forælder, der udsættes for vold, kan beskytte sig selv og sine børn mod kontakt med den voldelige part (FN, 2023).

Danske undersøgelser af partnervold og relationen efter parbrud viser, at der i det familieretlige system kan være udfordringer med at identificere vold i parforhold. Sagsbehandlere italesætter samarbejdet med den voldsudøvende partner som en konflikt, og er ikke i stand til at identificere det ulige magtforhold, der er imellem parterne.

Mange kvinder oplever, at deres tidligere partner chikanerer dem i forbindelse med (hans) samvær med barnet uden at myndighederne griber ind. Flere oplever, hvordan deres ekspartner udøver vold mod barnet under samvær – og mod dem (Lev uden vold 2020). Mange kvinder oplever også, hvordan deres ekspartner fortsætter volden gennem systemet, bl.a. ved at true med at iværksætte sager om forældremyndighed eller øget samvær, hvis kvinden ikke gør, som han ønsker. Det tvinger mødrene til at fortsætte med at tilpasse sig voldsudøverens behov, fordi de frygter at skulle igennem nye sagsforløb, hvor de kan risikere at miste forældremyndighed eller samvær pga. beskyldninger om falske anklager og samarbejdschikane (Lev uden vold 2020). De udnytter derfor kvindernes bekymring for barnets trivsel og frygt for at miste barnet.

I en kontekst, hvor der er vold i familien, vil risikoen for at påberåbe sig at være udsat for ’forældrefremmedgørelse’ være højere end i andre sager. Det vil få konsekvenser for de kvinder, der er taget på krisecenter for at beskytte deres børn og dem selv mod yderligere vold. Samtidig vil de kvinder, der ikke er på krisecenter, men som stadig er i en voldelig relation, have endnu sværere ved at række ud efter hjælp af frygt for at miste børnene på grund af anklager om ’forældrefremmedgørelse’.

Afsluttende bemærkninger

Dansk Kvindesamfunds Krisecentre tager kraftigt afstand fra brugen af begrebet forældrefremmedgørelse i både lovgivning og praksis. At kvinder på krisecenter med Barnets Lov nu kan stoppe samvær med en voldelig forælder indtil sagen kommer for Familieretten, har aldrig før været så eksplicit skrevet ind i lovgivningen. Det er et meget stort fremskridt for kvinder og børns ret til et trygt liv uden vold, som Dansk Kvindesamfunds Krisecentre frygter, at ‘forældrefremmedgørelse’ perspektivet alvorligt vil modvirke.