Dansk Kvindesamfunds Krisecentre

View Original

Han slog, han fortrød, hun trøstede – og skammede sig

Ulla Tornemand var 19 år, da hun en aften i byen i Århus mødte en charmerende mand, der ikke lagde skjul på, at han var meget interesseret i hende. 

Af Christina Alfthan

”Han var 10 år ældre end mig og havde en datter på to år. Jeg syntes, han var spændende, og vi begyndte straks at se hinanden,” fortæller Ulla, der på det tidspunkt boede sammen med en veninde i Hammel ved Århus og gik på HF.

”Han behandlede mig som den eneste ene og gav mig masser af opmærksomhed og blomster. Han var også sådan en, der kunne finde ud af at arrangere alt muligt. Vi kunne tage bilen ud i det blå, og så viste han mig en masse smukke steder, som betød noget for ham, og det var jeg tiltrukket af,” fortæller hun.

Så da han efter et halvt år begyndte at presse på, for at de skulle flytte sammen hos ham i Sønderjylland, gik hun med til det. Dog på den betingelse, at de efter et år flyttede til Århus.

”Jeg flyttede ned til ham i hans villalejlighed, hvor hans stedsøster boede i stueetagen. Jeg syntes, det var meget langt væk fra min familie og mine venner. Jeg kendte ingen dernede,” fortælle Ulla, der startede på HF i Ribe, og satsede på en ny hverdag i det sønderjyske.

”Men jeg havde kun boet hos ham i to uger, da han bankede mig første gang.”

Det er 17 år siden, og alt imens hun fortæller og ruller tiden tilbage, ændrer hendes blik og stemme karakter.  Til daglig er hun en travl mor til tre små børn, der jonglerer og planlægger og har styr på det hele, men nu begynder hun at bevæge sig uroligt, øjnene flakker, og hun har lidt svært ved at finde ordene.

”Det er svært at huske…. Jeg har tit tænkt, at stedsøsteren måtte have hørt noget og ville reagere…, men der skete ikke noget. Heller ikke da hun så ham trække mig ned ad trapperne. Hun sagde godt nok, at han skulle stoppe, men han råbte bare, at hun skulle gå ind til sig selv. Og hun nævnte det aldrig sidenhen. Men han havde selvfølgelig også gode sider. Det varede bare ikke så længe, før han blev voldelig igen,” fortæller hun og er selv forbavset over, hvor svært det er at tale om, da hun skal fortælle om første gang, hun blev slået.

Mine ord var farlige

”Jeg er jo rap i replikken … altså vi var jo vidt forskellige. Han er håndværkeruddannet, og jeg er boglig. Jeg var ham overlegen med ord, så når jeg sagde ham imod, startede han med at skubbe mig. Han prøvede at lukke munden på mig ved at holde mig rundt om halsen. Så slog han mig omkuld og satte sig på mig og holdt mig nede, så jeg ikke kunne slå igen. Jeg kan huske, jeg græd, og så stoppede han og gik væk. Jeg lagde mig ind i sengen og græd og tænkte ’Hvad gør jeg nu?’. Men efter noget tid kom han ind til mig og græd og fortrød, hvad han havde gjort. Han sagde, han ikke kunne styre sig.  Jeg troede på ham. Helt klart. Og jeg syntes også selv, jeg havde lidt af skylden, fordi jeg var så sprogligt stærk modsat ham.  Så jeg sagde ikke noget om det til nogen. For jeg skammede mig. Jeg var hende, andre så som en stærk ung kvinde, der kunne klare sig selv, og som altid har stået på egne ben og ikke finder sig i noget. Så det her passede slet ikke med mit eget selvbillede eller på, hvordan andre så mig.”

Hun fortæller, at en af de ting, der kunne udløse hans raseri, var, når hun gjorde rent. Han mente, hun gjorde det forkert, så han gik og kontrollerede hende:

”Det irriterede mig, så jeg smed gulvkluden på gulvet og sagde: ’Så gør det selv’, hvorefter han tog min arm og tvang mig til at samle kluden op. Det nægtede jeg, og så kunne han finde på at presse mit ansigt ned i kluden, og så var det i gang igen,” fortæller hun og understreger, at de sagtens kunne diskutere, uden at det endte med, at han blev voldelig, hvis hun bare sørgede for at holde igen med argumenterne.  Men når han ikke kunne kontrollere hende, så gik det galt. Og det gjorde det oftere og oftere.

Højhalsede bluser

”I starten slog jeg ikke igen, men så lagde jeg en ny strategi og begyndte at slå igen. Men det stoppede hurtigt, for så blev det hele bare meget værre,” forklarer hun.

”En gang bankede han mig hjemme hos mine forældre på mit gamle børneværelse, hvor mine forældre så smed ham ud. De mente, jeg skulle se at komme væk fra ham, men jeg tog alligevel hjem til ham og fortsatte med at være kæreste med ham. Men i mit hoved var jeg på vej væk.”

Sideløbende med volden havde Ulla gennemført sin HF-eksamen og var begyndt at arbejde som pædagogmedhjælper, hvor hun selv om sommeren mødte op på arbejde i højhalsede bluser, så man ikke kunne se kvælermærkerne. Hun var glad for sit arbejde, men hun fik ingen tætte kollegaer eller venner. Og hun havde aldrig nogen med hjem.

”Jeg var i forvejen isoleret, fordi mine venner og familie var langt væk.  Men jeg isolerede mig også, for jeg aldrig vidste, hvad jeg kom hjem til, og jeg skulle ikke risikere, at nogen opdagede noget.”

De første år troede hun virkelig på, at det kunne blive godt, for hun kunne mærke, hvor mange kræfter han brugte på at styre sig. Og de kunne også tale om det af og til:

”Han viste mig f.eks. en dom, han havde fået for vold mod sin ekskone. Men han mente, det var en meget uretfærdig dom, for han syntes, det var konen, der havde provokeret ham. Men da jeg læste dommen, følte jeg slet ikke, jeg kunne være sammen med ham, – men der sad jeg jo alligevel og var sammen med ham. Det er meget svært at forstå og forklare i dag,” siger Ulla.

Løgne på skadestuen

Efter et par år søgte hun ind på socialrådgiveruddannelsen, og det var her, hun for alvor blev bevidst om vold mod kvinder, og hvor komplekst det er. Hun havde et modul om krisecentre, og her fik hun viden om vold.

”Jeg var også med til at starte selvhjælpsgrupper op, – det handlede ikke om vold, men om alt muligt andet. Men jeg fik langsomt en forståelse for, hvad der skete i mit eget liv. Det er svært at gå. For dine grænser flyttes hver gang. Sådan er mekanismen. Beslutningen om at gå tager tid, og den skal modnes.

Efter næsten fire år kunne hun ikke se sig selv i øjnene mere.  Men det tog alligevel tid, før hun endelig gik. Imens tog volden til, –  efterhånden var det hver uge.  Han slog fra skulderen og ned, kun én gang ramte han skævt og flækkede hendes læbe:

”Da vi kørte på skadestuen, sagde vi, at jeg var faldet ned ad trappen. Han sagde grådkvalt: ”Se hvad du har fået mig til at gøre’.”

Det var også sidst i forholdet, at hun et par gange fandt en kniv for at holde ham på afstand.

Græd som et barn

”En gang da han var ved at banke mig, flygtede jeg ud i køkkenet og tog en kniv. Jeg sagde: ”Jeg bruger den, hvis du nærmer dig. Det virkede. Han stoppede. En anden gang flygtede jeg ind i børneværelset, hvor han smadrede døren og rev tøjet af mig og skulle til at voldtage mig. Jeg blev helt lammet af skræk, og jeg ved ikke, hvad der skete, men han stoppede, og jeg løb ud i køkkenet og tog en kniv og ringede til politiet.  De kom og tog ham ud af huset og bad ham køre en tur i sin bil og køle af. Imens tog de sig af mig og spurgte, om jeg ville ringe til nogen. Jeg ringede til en ven i Århus, som kunne komme med en trailer og hjælpe mig med at flytte”.

Da politiet hørte det, kørte de igen.  De optog ikke rapport. Og imens Ulla gik og pakkede sine ting, kom kæresten hjem og var så ked af det.  Han græd som et lille barn.  Så da hendes ven ringede og sagde, han snart var der med sin trailer, bad hun ham om at køre hjem igen.

En kvinde så skammen

”Skammen blev så stor. Jeg kunne ikke sige noget, men jeg vidste, jeg ville gå. Og da en kvinde i en af de selvhjælpsgrupper, jeg havde startet op, så mig i øjnene og sagde, at jeg altid kunne komme til hende, hvis jeg ville tale, så satte det noget i gang. Jeg begyndte at planlægge, hvor jeg kunne flytte hen, og jeg fandt en plads på et kollegie i Esbjerg, hvor socialrådgiverskolen også lå.”

I tiden op til flytningen var der som stille før stormen.

”Men en fredag skubber han mig ned ad trappen og sparker mig, og hans stedsøster ser det.  Det eneste jeg tænker er, hvor er det flovt, at hun har set det. Og jeg vidste også, at nu var det slut. Jeg ringede til politiet og sagde, jeg ville anmelde min kæreste for vold. Politiet syntes, jeg skulle bruge weekenden til at tænke over det, for jeg ville ødelægge så meget for min kæreste, hvis jeg anmeldte ham.  Dér stod jeg, gennembanket, jeg var bange, og det gjorde ondt overalt, og jeg græd.  Da han kom tilbage, sagde han, at det var min skyld, og at jeg havde fået ham til at gøre det. Men det ramte mig ikke. Jeg havde besluttet at gå og var i gang med at planlægge hvordan. Volden fortsatte, lige indtil jeg flyttede, men vi fortsatte alligevel med at ses i den periode, jeg boede på kollegiet, og her slog han mig ikke.  Jeg havde valgt at sige ja til, at hans datter fortsat kunne mødes med mig. Men hun var lille, så det krævede, at han hentede og afleverede.

Da semesteret sluttede, flyttede jeg fra kollegiet til Århus og sluttede med at se ham og datteren.

Politiet får kvinder til at blive

Efter bruddet stalkede han hende og ringede til venner og familie og truede med selvmord. Det stod på i næsten et år, hvor Ulla afviste ham. I den periode mistede hun en veninde, der syntes, det var synd for ham, men Ulla fik fred.

”Flere år efter kontaktede han mig, og da jeg henvendte mig til politiet, sagde de, jeg skulle sende et anbefalet brev til ham og bede ham stoppe, ellers ville politiet kontakte ham.  Det virkede. Jeg har ikke hørt fra ham siden. Men jeg så ham sidste sommer sidde på en bænk, og det slog mig ud.  Der sad han bare, og jeg har brugt så mange år af mit liv på det her. Men jeg har ikke skammen mere. Kun vrede. Når jeg ser tilbage, er jeg vred på politiet. Jeg føler, politiet svigtede mig. Men der er ingen andre, jeg er vred på. Venner og familie havde på fornemmelsen, der var noget galt, og de spurgte ind til, hvordan det gik, men jeg ville ikke sige noget. Men når politiet reagerer, som de gør, så får det kvinder som mig til at blive.  Jeg er jo bare en lille historie ud af tusindvis. Der er så mange voldsramte kvinder.”

Ullas råd:

  • Er du voldsramt, skal du vide, at du ikke er alene. Der er hjælp at få. Man kan ringe anonymt og få hjælp og støtte. Det kan være nemmere først at tale med en, du ikke kender.

  • Er du pårørende og fornemmer noget, skal du ikke presse for hårdt på. Men gør klart, at du er der uanset hvad og stå klar til at gribe hende, når hun falder, uden at dømme. Det kan nemlig virke alt for voldsomt at få at vide, at man bare skal gå. Det ved man godt, men det tager tid.

  • Voldelige mænd trænger også til hjælp. Han skal have et sted, han kan tage hen. Det ville være en stor hjælp til både manden og ofrene for hans vold, at der er noget, han kan gøre for at ændre adfærd.

Artiklen blev bragt første gang i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad, Kvinden&Samfundet, 2018.

See this gallery in the original post