Af Maria Søndergaard

Der er en ny handleplan mod partnervold og partnerdrab på vej. Det er et vigtigt skridt, for handlingsplanen sætter retningen for de kommende års arbejde med at bekæmpe vold. Og heldigvis har der været mange events på Folkemødet om netop dette emne.  

En nylig undersøgelse af VIVE og Mary Fonden viser, at 29% af alle kvinder i Danmark har været udsat for partnervold én eller flere gange i løbet af deres liv.  

29% - det er næsten 1/3 del af alle danske kvinder. På trods af det, er det ikke noget vi snakket om i særlig høj grad. Det rydder ikke forsider.  

Partnervold har været strafbart i årevis. Og lovgivningen er i de senere år blevet specificeret så også psykisk vold og stalking nu er strafbart. I dag er partnervold derved lovgivningsmæssigt mere uacceptabelt end nogensinde før.  

Vi ved, at en af grundende til at det kan tage lang tid at bryde med volden er den skam, som ofrene føler. Den skam er forbundet med, at vi som samfund, myndigheder og privatpersoner møder ofrene med mistro og fordomme.  

Vi ved også fra forskning, at i takt med at samfundet er blevet mere ligestillet, er det samtidig blevet mere skamfuldt at være udsat for partnervold. Det er et paradoks, at øget ligestilling har medført større skam for ofre for partnervold. 

Som samfund opfatter vi at volden er et privatanliggende, fordi den sker i hjemmet. 57% af danskerne har personligt kendskab til partnervold. Enten fordi de selv har været udsat for det, eller fordi de kender nogle, der har. Til trods herfor griber vi sjældent ind, netop pga. Den gennemgående opfattelse af, at vold i hjemmet er privat. 

Men vold i hjemmet hører ikke til “privatlivets fred.” Det er et samfundsproblem. Vi skal tale højt om volden, så dem som er udsat ved, at det ikke er deres skyld og at de har ret til et liv uden vold. 
 
Det er vores forhåbning, at vi med dagens debat kan bidrage til at vi som samfund stopper med at mistænkeliggøre kvinder, der finder modet til at bryde med volden. Når de finder modet til at sige det højt – på trods af den skyld og skam, som de fuldstændigt uden grund kunne føle – så skal vi kunne favne dem, vi skal tro på dem, vi skal kunne hjælpe dem. 
 
Mangler vi viden for at kunne handle herpå? Nej, det gør vi faktisk ikke. Men vi mangler at bryde med tabuet og skammen og så mangler vi en handleplan med initiativer som sikre ofre den rette hjælp, og som forebygger generationsvold. Vold går nemlig i arv – og vi skal derfor også sikre den rette hjælp til børn og voldsudøver. Ellers får vi ikke brudt med den massive vold, som foregår hverdag i hjemmene i Danmark, og som for mange også fortsætter efter de har brudt med partneren. 
 
Derfor har vi til debatten i dag valgt at kaste skammen af dem, som er udsat for vold.