25. november: FN’s Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder
I anledning af FN’s Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder og de efterfølgende 16 Days of Activism, afholdt Dansk Kvindesamfunds Krisecentre et event på Rådhuspladsen, hvor vi fra et orange telt og iklædt jakker med #OrangeTheWorld bød forbipasserende på kaffe og en snak om kønsbaseret vold og hvorfor dagen er så vigtig. Interesserede fik også udleveret et badge og en flyer. I dagens anledning var Industriens Hus lyst op i orange, ligesom vores krisecenter i København også lyser orange frem til d. 10. december. Desuden har vi samme sted en udstilling i vinduet, hvor 12 par sko repræsenterer de i gennemsnit 12 kvinder i Danmark, der hvert år bliver slået ihjel af deres partner eller eks-partner. Den Franske Ambassade bakkede også op om dagen og frem til d. 10. december lyser ambassaden på Kongens Nytorv op i orange indefra.
På dagen havde direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Lisa Holmfjord og vores leder af Viden & Udvikling, Anja Radeka et debatindlæg i POV International, som du kan læse i linket her.





